En fantatsisk aften i Macau
Vi nød solnedgangen og den hyggelige atmosfære ved Sao Paulo ruin; en utrolig smuk kirke facade med en tilhørende, imponerende trappe. I aftenskumringen gik vi op på Monte Fort som blev bygget i 1600-tallet for at forsvare øen.
Her faldt vi i snak med to finner, Toby og Henry. Vi fulgtes ad rundt på fortet og de tog os med ned til havnefronten hvor vi mødtes med deres veninde, Michelle. Toby studerede i Macau, Michelle var hans kontaktperson, og Henry var på en uges ferie fra Finland. Michelle viste os igennem Fisherman’s Warf – et stort turist/facadebyggeri som ligger næsten øde hen, da konceptet ikke falder i kinesernes smag – Hun mente at projektet var et resultat af hvidvaskning af penge. Michelle var en utrolig sød pige med en spændende historie. Født af en italiensk mor som nu bor i Brasilien. Hendes far er fra Macau, men de har boet i USA i flere år (hun har nærmest boet overalt i verden), og så har hun en kæmpe stor musikglad familie – vi fik lov til at opleve nogle af dem ved selvsyn.
Syd for Macau ligger en mindre ø med en lille by kaldet Coloane, som stadig har bibeholdt sit lokale særpræg. Her tog Michelle os med til en restaurant hvor ejeren var en ven af familien. Hendes onkel og fætter samt nogle gode venner sluttede sig til os, og vi nød en fantastisk ”dinner” i dejligt selskab. Under middagen hentede ejeren en guitar til fætteren som begyndte at sidde at spille og synge. Det udviklede sig til at onkelen også fandt en guitar, ejeren en bas og Henry fik et lille trommesæt at spille på. –Og så blev der ellers bare sunget og ”jammet” og danset… -skøn stemning!
Ved midnatstid splittede vores lille forsamling op. Vi sagde tusind tak for en fantastisk aften og steg ind i Michelles bil sammen med finnerne. I de næste 2 timer fik vi en herlig sightseeing tour rundt på Macau med vores helt egen og lokalkendte tur-guide. Hun viste og fortalte, og tog os med op på toppen af et mindre bjerg, hvor vi havde den smukkeste udsigt over byen og det store Macau Tower, som dagens efter skulle tage pusten fra os!!
Kl. 03.00 lå vi i vores senge og kiggede smilende til hinanden – lidt perplekse over alt det vi lige havde oplevet.
Onsdag 29/4
”Why stand on the edge when you can jump off??” 
Onsdag vågnede vi begge med sommerfugle i maven og nervøse ansigtstrækninger. Mandag aften inden afgang var Kat faldet over en reklame om bungy jumping fra Macau Tower – Vi havde kigget hinanden dybt i øjnene og booket 2 jump med det samme – hvorfor ikke når nu muligheden bød sig.
Meen, onsdag formiddag i taxaen på vej til Macau Tower var vi nu ret stille. Eftersom vores beslutning havde været ret så impulsiv (med kun 2 dages ”mental forberedelsestid”) og der ikke havde været tid til at piske en stemning op, så tog vi det faktisk ret cool (synes vi selv). Det hele gik også utrolig hurtigt: 61 etager op med elevatoren, vi blev registreret og fik seletøj på af de hjælpsomme og meget professionelle ansatte, og wups, så var det pludselig vores tur.
Vejret var skønt og udsigten over byen var fantastisk, men skræmmende.. og der var satme langt ned!!
Jeg (Sara) blev som den første placeret på et bord, hvor benene blev bundet sammen og sikkerhedslinerne tjekket. Herfra trippede jeg ud til kanten med hjælp fra 2 store muskuløse mænd så jeg ikke blev trukket ned af elastikken, der hev som bare fanden (føltes det). Med vinden i håret og hjertet helt oppe i halsen sank jeg en ordentlig klump og tog mod til mig. De talte ned fra 5 og jeg lod mig selv falde ud over kanten, hvilket var en ret så surrealistisk oplevelse, da det jo strider mod al fornuft at hoppe ud fra 233 meters højde (det højeste bungy jump i verden). De næste sekunder i frit fald og hvor tiden stod stille var en følelsesmæssig karrusel: frygt, chok, vild glæde og sejrsrus fór gennem kroppen, men jeg kan overhovedet ikke sætte ord på hvilke tanker jeg egentlig tænkte. Jeg må sige, at det var dejligt at komme ned på fast grund igen. Her fik jeg rystet alt blodet tilbage i kroppen, så det ikke kun befandt sig i mit hoved og mine hænder.. hehe, men så var det så at mine ben begyndte at ryste – det var på alle måder en vild oplevelse, der gjorde stort indtryk.
Sara hoppede først, og dette gav blot grobund for endnu flere sommerfugle i maven. Jeg (Katrine) forsøgte at kigge over kanten, bare for at se om Sara stadig levede. Men puhaa det gjorde bestemt ikke min sindstilstand bedre at se min veninde dingle 233 m under mig.
Mine sidste tanker inden jeg hoppede var; ”det er sgu en smuk udsigt, men uhaaaaaaaaaa der er sgu langt ned” og ”puha godt min mor ikke ved det her”. Wups benene forsvandt under mig. Det kan godt være mennesket ikke kan flyve, men i et kort sekund følte jeg mig nu som med vinger. Lige ind til hovedet vente nedad og jeg pludselig så Macau på hovedet. Sikke et sus.
Efter vores spring tog vi elevatoren op i tårnet igen med store smil på læberne og med talegaverne tilbage i god behold. Nu kunne vi for første gang nyde udsigten og her købte vi de billeder der blev taget af os, så vores bedrift er foreviget.
Rundt på Macau
Imens vi stadig var høje af adrenalinruset spiste vi frokost og mødtes derefter med Michelle, Toby og Henry. Vi besøgte et flot buddhistisk tempel på øen Coloane, hvor det var tid til lidt sjove billeder:
Derefter gik vi op på Macaus højeste bjerg hvor der i 1998 blev rejst en 20 meter høj statue i hvid jade a A-Ma gudinden = mother of Macau, hende der vogter over alle søfarerne. Meget flot.
Ned igen af en masse snoede veje og ud til en lille bugt med en skøn strand. Hvor Michelle introducerede os for blæksprutte arme; Uhaaaa jeg (kat) var godt nok lidt betænkelig ved tanken!!
Meeeeeeeeeeeen det smagte nu helt okay :)
Vores indtryk af Macau har været meget positivt – smuk natur, dejlige og åbne mennesker og en flot by. På stranden indviede Michelle os i alle de konflikter der lurer under den smukke overflade.
Da portugiserne styrede øen fik kineserne tildelt de dårlige jobs og forhold. Nu hvor øen er overdraget til kineserne ønsker disse at gøre det hele så kinesisk som muligt, og det sker bl.a. ved at marginalisere de lokale macanesere. På blot få år er der blevet bygget tonsvis af kasinoer og hoteller og med dem er mafiaen, prostitutionen og drug-handelen fulgt med og vokset sig stor (den har altid været til stede her, eftersom det er en havneby, hvor det før i tiden var normalt at spille om viktualier, huset eller konen under en handel). I dag kontrollerer mafiaen næsten alt på øen. De 2 grupper: K14 = macanesere, og K24 = kinesere + russere sidder tungt på al handel. Og befolkningen lever med det i stille accept – der er ikke noget at gøre ved det, da selv politiet er involveret. Man snakker heller ikke om det, da enhver kan have tilknytning – stor som lille.
Macaus kultur er som konsekvens af alt dette så småt ved at uddø, hvilket jo er en skam.
Herefter kørte vi rundt og så forskellige steder i byen inden vi sagde tak for 2 fantastiske dage og tog afsked med vores 3 nye venner. Det fede ved at rejse på denne måde er, at man helt tilfældigt og uforpligtende møder nogle livsglade mennesker, der ønsker at dele en oplevelse med os, fortælle historier og give gode råd. Uden at lyde alt for poetisk, så er det virkelig berigende fordi vi netop får muligheden for et dybere indblik og en større forståelse i kulturen, historien og mentaliteten, hvilket er skide spændende.
Her fandt vi ved hjælp af en adresse og et lille kort i vores turistbog frem til vores hotel.
Vores hotel, kaldet Chungking Mansion var en oplevelse i sig selv. Et stort kompleks med mange forskellige hoteller, restauranter og boder. Hovedparten af beboerne var enten store, meget store afrikanere, eller små indere, som ville sælge os armbåndsure. Eftersom vi jo nu er vant til konstant at være omgivet af kinesere, skulle vi lige vænne os til afrikanernes og indernes fremtoning, hvilken er en del anderledes – mere påtrængende.
Shopping!!!!!!!!Tsim Sha Tsui distriktet på kowloon-halvøen er fyldt med fede tøjforretninger. Torsdag formiddag blev brugt på at tilfredsstille vores shopping-gener: skønt med butikker der faktisk havde modeller og sko i vores størrelse – vi var i paradis. Hen på eftermiddagen lod vi benene få et hvil mens vi sad og nød solen og den fantastiske skyline ved promenaden. Herfra tog vi færgen over til Hong kong Island hvor vi brugte resten af dagen på at slentre rundt, nyde menneskemylderet, de hyggelige gader og store shopping centre.
Kl. 20 købte vi en ordentlig sandwich og tog den med til havnefronten hvor vi nød det store skyline – lysshow med et dertilhørende storslået musik-akkompagnement. Dejligt mætte og veltilpasse satte vi os til rette på frontdækket på den berømte Star Ferry, som i den næste times tid sejlede os rundt i Victoria Harbour så vi kunne beundre Hong kongs lyshav på begge sider af havnen – smukt.
Det var en perfekt afslutning på en lang men herlig dag.
Sol, sommer og STRAND!!
Fredag morgen ringede vores vækkeur kl. 07.30 og kl. 09 sad vi med vinden i håret og nød den blå himmel og den strålende sol på færgen på vej til Lamma Island som er kendt for sine restauranter med lækker seafood.
Den lille idylliske ø ligger 1/2 times sejlads fra storbylivet, men trods dette føltes det som at træde ind i en helt anden verden. Her herskede roen over de små fiskerbyer med fritgående høns og vilde hunde. På dette billeder ser i den fantatsiske udsigt!!
I 2 timer vandrede vi ad små stier langs kysten og ind igennem skov for at nå frem til den dejligste bounty-strand med hvidt sand og klare blå bølger.
Kineserne gemmer sig under paraplyer og lange gevander for at undgå solens stråler – Det er på mode at være hvid, da det viser at du har penge nok til ikke at skulle arbejde i marken. Dem om det – for os betød det, at vi havde en hel strand for os selv. Vi slog os ned og slappede fuldstændig af de næste mange timer. Efter at årets første solskoldning var i hus vandrede vi videre til byen So Kun Wan, hvor vi fik den skønneste seafood-middag – babyhummer med smørsovs og løg, musling med glasnudler og hvidløg, grøntsager og ris..uhmm!
Bare en lille ølVi vendte næsen hjemad til hotelværelset hvor vi fik vasket al saltvandet ud af ørene inden vi tog ind til bar-street, Lan Kwai Fong for at nyde en dejlig kold Carlsberg-bajer oven på dagens dejlige oplevelser. På vejen ind i byen stødte vi på Marius (Katrines gamle nabo) som i dag studere i Hong Kong. Verden er godt nok lille en gang imellem.
Men som sagt skulle vi egentlig bare have en lille øl, men endnu engang udviklede vores ferie sig i en hel anden retning. Vi faldt i snak med 2 amerikanske drenge. Den ene Steven havde opholdt sig et ½ år i Tanzania hvor han havde optaget en dokumentarfilm med gadebørnene og de unges liv. Helt fantastisk dokumentar der virkelig satte livet i perspektiv. Vi endte med at sidde på toppen af et tag med en fantastisk udsigt udover hele Hong Kong. Waaauo fuldstændig surrealistisk! Trætte væltede vi i seng kl. 4.30 om morgen. Bare en lille øl. Ja ja tøser!!
Lantau Island og bytur med TTC-folket
Lørdag morgen havde vi planlagt at tage til Lantau Island. Det er den tredje største af alle ørne, men den mindst kendte – og mest ubeboede. Inden afrejsen hjemmefra havde vi aftalt med flere at vi skulle mødes i Hong Kong. Vores problem var imidlertidig, at ingen af vores mobiler fungerede uden for Kinas grænse. Ærgeligt, men sådan var det jo bare. Derfor opstod den helt store gensynsglæde, da vi på færgen på vej til Lantau helt tilfældigt stødte på Hannah og Julie (vores room mates fra Beijing). Skønt at se dem igen.
Vi tog sammen hen for at opleve verdens største udendørs Buddha-statue. Han havde tilfældigvis fødselsdag lige den dag, så der var proppet med mennesker, men det var virkelig flot.
Pigerne ville shoppe – vi ville sole, så vi splittede op og aftalte at mødes igen om aftenen. Resten af eftermiddagen brugte vi under et skyggefuldt træ på en strand.. ahh FERIE!!
Om eftermiddagen tog vi tilbage til Hong Kong, hvor vi i 1 1/2 time stod i kø for at komme med The Peak Tram op til Victoria Peak. Det er en gammel og meget kendt kabeltrukket sporvogn der tager sine passagerer med op på en af de mange bjergtoppe der omkranser byen. i kolonitiden var det her de rige tog på picnic, men inden The Tram blev bygget var den eneste transportmulighed bærestolen!!
Aftenskumringen havde lagt sig da vi endelig kom til tops, men hold da op! Udsigten var bestemt ventetiden værd. Vi havde den smukkeste udsigt over Hong Kong by night WOW!! NY gå hjem og læg dig.
Kl. 20.30 mødtes vi med Julie og Hannah samt Amy (som vi bor med), der også boede i Chungking Mansion. Vi fandt en skøn indisk restaurant i bygningen og for en gang skyld nød vi en helt fantastisk middag i ikke-kinesisk stil.
Aftenen fortsatte med en bytur til de mange barer og clubs i centrum, hvor vi bla. mødtes med Patrick fra Beijing-tiden.
Søndag - Turen hjemOm søndagen gik vi på museum med Julie og Hannah. Vi ville have været oppe i China Bank Tower for at nyde udsigten over byen i dagslys, men den var desværre lukket om søndagen. I stedet for gik vi i Hong kong park inden vi mødtes op med Amy og steg på bussen hjem ved 17.30 tiden.
Ved grænsen skulle vi registreres og tjekkes (vi fik uddelt foldere ang. svine influenzaen), og fordi vi var udlændinge tog det en del længere tid en vores kinesiske medpassagerer – så da vi kom ud og var klar til at stige på bussen var den sgu kørt uden os! Heldigvis havde vi taget al vores bagage med os, og heldigvis kunne vi hoppe på en anden bus..meen..ihh altså.. – det her er Kina.
Tilbage til hostlet og med tog mod Shanghai om aftenen. Den forventede ankomst blev udskudt med en time, da et stykke af togstrækningen åbenbart var ødelagt. Ja ja..vi kommer jo nok frem engang tænkte vi..
Biler og scootere overalt på de smalle gader hvor den ene butiksejer efter den anden ivrigt forsøgte at sælge den specielle Macau-skinke, armbåndsure eller underlige medicin ting (vi snakker om tørrede søheste, tang og fiskefinner samt meget andet).
Videre til Sao Domingo, som er en af Macaus ældste og mest berømte kirker. Vi sad for en stund og nød den kølige stilhed indenfor inden vi fandt vej til en udstilling af kristne relikvier og statuer bagerst i kirken hvor klokketårnet engang var i brug. Derfra gik turen videre ad de travle gader hen til et lille buddhistisk åndehul i form af Kun Lam Templet.
– vældig lækkert og de fungerede som en fin aperitif til at stille den værste sult inden vi om kort tid skulle nyde en stille middag, bare os to – troede For nu er det, at aftenen begynder at udvikle sig i en lidt anden retning end vi havde forventet!!!!!!!!
