Christiane

“Himlen har faaet en straalende stjerne, og vi paa jorden har mistet en”

Saadan stod det skrevet fra en laeser paa Jyllands Postens mindeside et par dage efter at Air France flyet var ude for en ulykke og hvor Christiane omkom sammen med de 227 andre passagerer.
Foerste gang jeg hoerte om det, der bare ikke maatte ske, var onsdag morgen kl. 10.25 – 5 minutter inden min naeste time hvor jeg aabnede en mail fra mor og far.
Jeg startede morgenen med at taenke paa helt almindelige hverdagsting som at lave havregroed til morgenmad, huske at haenge vasketoejet op, forberedelse af lesson plan osv.
Men imens jeg sad og laeste den mail, hvor jeg fik kuldegysninger og en stadigt voksende klump satte sig fast i halsen, aendredes alt. Det der syntes vigtigt var lige pludselig ligegyldigt, og jeg saa alt i et andet lys. Sikke et sceneskifte!
Jeg maatte fortaelle det til nogen, saa jeg loeb ned til katrines kontor hvor jeg broed helt sammen.
Alle laerene var soede og forstaaende, og laereren til den klasse jeg skulle undervise tog selv over og sendte mig hjem. Her ringede jeg hjem til far og mor og fik svar paa en masse spoergsmaal der havde hobet sig op.
Flystyrt sker kun paa film, og for alle andre. Og fordi der ikke er nogle haandgribelige beviser, og fordi hele situationen er saa svaer at begribe, saa er Christiane for mig stadigvaek bare paa ferie langt vaek.
Det hele virker nemlig saa surrealistisk. Jeg har det fantastisk her i Kina. Jeg oplever saa utroligt meget, jeg nyder min tilvaerelse og jeg laerer saa uendeligt meget om mig selv og andre mennesker hver eneste dag.
Jeg er glad og lykkelig – men fra det ene oejeblik til det andet foeler jeg ogsaa sorg, og det goer ondt helt ind paa grund af tabet af en jeg elsker.
Hvordan kan man rumme saa vidt forskellige foelelser paa samme tid?
Min hverdag er som foer - det er i stille stunder og om aftenen at tankerne overmander mig.
Pigerne hernede er fantastiske til at lytte og snakke med. Men jeg kan maerke hvor vigtigt det er for mig at mindes Christiane med nogle der ogsaa kendte hende og vidste hvilket fantastisk menneske hun var. Jeg har skrevet og snakket meget med mor og far.
Livet bliver pludselig mere naervaerende. Jeg foeler mere, sanser mere og taenker mere. Hvor er det vigtigt at leve livet, vaere i nuet og fortaelle sine naermeste hvor meget man holder af dem saa tit som muligt – vi vil ikke vaere her for altid.
Min rejse til Kina har nu faaet tilfoejet en ny dimension.
Lars og Christiane har altid vaeret en stor del af Mikkels og mit liv. Altid har de vaeret nysgerrige og interesserede i hvad vi foretager os og stoettet os i vores valg med gode raad og opbakning.
Christiane har laert mig saa meget. Jeg har ikke mistet hende. Hun vil altid vaere med mig over alt.
Og naar jeg taenker paa hende nu faar jeg et varmt, smilende, positivt og trygt billede frem af hende – hun giver mig styrken til at taenke paa alt det dejlige vi havde sammen i stedet for at taenke paa det frustrerende faktum at hun ikke laengere er her iblandt os.
Christiane, Du staar som noget helt specielt for mig.

Jeg beundre dig og taenker paa dig. - Sara