Ugen inden mandag d. 13. april fandt vi helt tilfældigt ud af, at alle vores klasser skulle have prøve-eksamen d. 15.-16. samt at lærerne gerne ville bruge onsdagstimerne til forberedelse. Dette betød at vi lige pludselig havde 3 dage + weekenden til fri afbenyttelse.. - yes!!
Yangshuo
Efter frokost tirsdag d. 14. fejrede vi Alex’s fødselsdag med lagkage på balkonen. Kl.16 mødtes vi med Amanda – en rigtig sød kinesisk idrætslærer på skolen, der bor over os, for at tage bussen sammen til Zhongshan.

I Zhongshan stod vi på vores natbus kl. 18.40 – 100 yuan og 10 timer ad bumlede landeveje for i nattens mulm og mørke at nå frem til Yangshuo, en lille by på 300.000 indbyggere syd for hovedstaden Guilin i Guangxi provinsen (nordvest for vores provins).

Vi stod op og var klar til at udforske området omkring frokosttid. Byen er kendt blandt rygsækrejsende for dets smukke natur og et hyggeligt byliv med masser af restauranter, hoteller og boder + butikker med alskens ting og sager.
Vi lejede en cykel og tog på en skøn cykeltur ad snoede veje ud til den lille Yulong River.




Herfra gik turen videre på cykel til Yuling Shan = Moon Mountain.


Ned igen, og så var det blevet tid til en sen frokost. Det begyndte at småregne en smule, men det generede os ikke det mindste, da vi havde besluttet os for at besøge Water Cave. Det blev til en 2 timers lang rundvisning i en kæmpe underjordisk grotte fyldt med dryppende stalagmitter og stalaktitter.


PS: et par herre-badeshorts gjorde det ud som bikini eftersom det hele var lidt improviseret, og vi på ingen måde kunne snige vores store bagdele ned i de små blomstrede kineser-bikinier, vi kunne købe.
Tilbage til byen på cykel - vi var efterhånden godt ømme i bagen. Her spiste vi en hurtig middag (stegt eggplant/aubergine med chili og hvidløg er efterhånden blevet vores livret) – og tog et hurtigt bad, så vi var klar til at opleve det store berømte Light Show med 600 statister blive udført på Li River.

Torsdag morgen ringede vores vækkeur kl.06.00 – vi havde fået den skøre ide aftenen forinden, at vi ville op at flyve i luftballon, så vi kunne nyde den betagende natur fra oven.


Glade over den fantastiske oplevelse blev vi kørt tilbage ad bumpede markveje til vores værelse, hvor vi tog os en formiddags lur. – Det er skam hårdt at være turist.
Ved frokosttid tog vi med en bus 1½ times tid nordpå til byen Yang di, hvorfra vi tog på endnu en storslået 2-timers bambus – bådtur ned til byen Xing Ping – Denne gang på den store Li Jiang River (den mest populære blandt turister).


Om aftenen nød vi stemningen og menneskemylderet i Yangshuo inden vi steg på bussen til Guilin.
I Guilin overnattede vi på et hostel lige over for busstationen. Om morgenen pakkede vi vores 2 små rygsække, og lod den store backpack blive opmargasineret på hostlet inden vi tog med en taxabus kl. 09.00 som kørte os til Longji.
Longji
I små 3 timer kørte vi først igennem morgentrafikken i Guilin, så langs appelsinmarker så langt øjet rakte for til sidst at køre op ad snoede bjergveje flankeret af en flod og flere vandfald. Skiftet mellem land og by sker lige pludseligt, og kontrasterne er vældige.
Her i dette smukke bjergrige område hvor Yao-folket (en af de 56 forskellige etniske minoriteter i Kina) har levet i flere århundrede, blev vi modtaget af kvinder fra denne stamme i deres traditionelle klædedragt.




På busturen kørte vi med 6 andre kinesere – dem spiste vi frokost med i den første lille landsbyflække, vældig hyggeligt. Dernæst drog vi ud på en 2 timers bjergbestigning ad smalle stenstiger langs de smukke risteresser for at komme op til vores hotel.

Om aftenen blev vi inviteret til at spise aftensmad sammen med et ungt par, David og Kristine fra Guangzhou, som vi havde kørt i bus med fra Guilin. Det blev til en rigtig hyggelig aften. Mens vi nød smagen af bambusris (ris bagt i 1 time sammen med kødstykker og nødder inde i et stort bambusrør) gik snakken om alt fra vores oplevelser i Kina, deres hverdag, Kinas udvikling osv. Det er virkelig skønt at møde nogle mennesker der ønsker at indvie os i Kinas kompleksitet, og som selv er nysgerrige for at vide mere om vores verden. Aftenen sluttede sent, og vi krøb lykkelige efter en dejlig dag under dynen.

Lørdag morgen var en smule grå og regnfuld, så vi havde en stille og rolig opstart, hvor vi fik slappet af og spist ris-nuddel-suppe til morgenmad.
Ved frokosttid begav vi os ud på en vandretur, godt klædt på med regnslag, paraply og sandaler. Vi valgte ikke at hyre en guide, men selv at gå på opdagelse.




Aftenen blev brugt på afslapning på værelset. I Longji sænkede roen sig virkelig over os begge. – Dejligt med ny energi til det næste stykke tid.
Søndag formiddag tog vi afsked med den utroligt søde receptionist, Violet (kineserne har næsten alle et engelsk navn, der er meget nemmere at huske end deres kinesiske), vi udvekslede numre, og skal muligvis mødes på Hainan-øen når vi tager dertil i juli.
Regnen silede ned nu, så vi trak i shortsene så vores bukser ikke blev våde og beskidte og så begyndte vi nedstigningen.
For enden af bjerget blev vi igen hentet af en taxabus, der kørte os tilbage til Guilin. På denne tur faldt vi i snak med endnu en utrolig venlig kinesisk kvinde, Adi som vi også fik vendt verdenssituationen med. Hun bor tilfældigvis i Shanghai, så nu har vi den perfekte turguide, nemlig en lokal shanghaier, til at vise os rundt i byen, når vi når dertil.
- Det er herligt med så mange kontakter rundt omkring.
I Guilin slappede vi lidt af på hostlet, inden vi tog natbussen hjem igen, denne gang på 12 timer.
Mandag morgen blev brugt på at få pakket ud og vasket tøj. Nogle timer på øjet gjorden underværker, så vi begge var klar til at tage op på skolen og forberede lesson plans til tirsdag morgen. Mandagens timer havde vi fået byttet, så den efterfølgende uge blev lidt mere intens med flere timer pr. dag end normalt.
Men sikke en oplevelsesrig tur. Vi elsker at være på farten, men vi nyder også at komme tilbage igen – hjem til hverdagen, hvor vi kan få lov bearbejde alle indtrykkene.