torsdag den 9. april 2009

På weekendtur til Xiamen med 46 skøre kinesere (3-5 april)


Fredag
Efter en uge hvor vi begge måtte bekæmpe feber, hoste og snot var vi fredag morgen klar til at tage på weekendtur til Xiamen. Kineserne kalder byen ”haven ved havet” og den skiller sig ud fra mange andre byer Kina pga. dens skønhed. Vi var blevet inviteret med på tur sammen med alle vores kollegaer fra Middel school. Vi takkede straks ja til tilbuddet, da det var en fantastisk mulighed for at komme på eventyr og lærer de mennesker, der omgav os hver dag lidt bedre at kende.

Fredag kl. 12 stod vi klar foran skolen med tasken pakket og en kæmpe madpakke i favnen. Vi havde fået at vide at turen ville tage omkring 8 timer. Det kunne en god bog og musik vel nok gøre kål på. MEN!! Eftersom fredag var national helligdag (tomb sweeping day = den dag hvor kineserne besøger familiens gravsteder og mindes deres forfædre) stødte vi ind i utallige køer på vejen. Men det kunne vi måske have sagt os selv. Et land med 1,3 milliarder mennesker der alle har pakket bilen for at holde ferie. Pludselig blev de 8 timer til 9,10,11,12,13…..14 timer! Det betød at vi med flade numser og ben der næsten ikke ville strække sig ud, udmattede tumlede ind på et hotel kl. 02.30 om natten i Xiamen.

Og I kan tro vi var kommet på kinesisk turisttur. Alle var glade og snakken gik lystig i bussen på vej mod Xiamen. Mr. Bean underholdte os i flere timer og kineserne var færdige af grin.
De var samtidig meget interesseret i at hører om Danmark og spørgsmål regnede ned over os; ” Fortæl om Danmarks historie”, ”Er det rigtigt at Grønland er en del af Danmark”. ”Hvilke ting er i kendt for i Danmark”, ”Hvilke naturressourcer tjener i flest penge på” ”hvor meget tjener en lærer i Danmark”???????????????? Puha - vores viden blev virkelig sat på en prøve. Men endnu engang reddede vikingerne en dansker i nød. En solid tegning af en vikingehjelm og et flot skib og så var vores kollegaer underholdt.

Lidt om Xiamen

På turen mod Xiamen fik vi lidt information om byen og dens historiske baggrund. Xiamen er lige som Shenzhen blevet en SØK (særlig økonomiske zone) hvilket betyder at byen nyder godt af en række økonomiske goder. Xiamen ligger i den smukke provins, Fujian. Fujian er en af Kinas mere velstående provinser. Byen ligger ved kysten hvilket betyder, at den ligger lige over for Taiwan. Dette betyder selvfølgelig, at de to byer historisk set har haft stor indvirkning på hinanden. Kysten i Fujian-provinsen er øremærket som ideel affyringsrampe med missiler med henblik på invasion fra Taiwan. Taiwan er et meget ømt politisk punkt i Kina.
Republikken Kina (Taiwan) blev grundlagt efter kejserdømmets faldt i 1911, og beholdte kontrollen over størstedelen af Kina frem til 1949, da kommunisterne under den kinesiske borgerkrig erobrede det meste af landet. Kuomintang-regeringen flygtede dengang til Taiwan, hvor den har holdt til lige siden.
Taiwan har en relativ stor hærstyrke, og har traditionelt set været støttet af USA. Frem til 1991 var det Kuomintang-regeringens officielle politik at generobre det Kinesiske fastland, herunder også Tibet samt det nuværende Mongoliet. I dag anses dette ikke længere for et reelt mål, og forsvaret mod en invasion fra Folkerepublikken Kina, der stadig fremsætter nye trusler mod republikken, er kommet i forgrunden. Mange taiwanesere ønsker at Taiwan erklærer sig uafhængigt men frygter, at det vil medføre at Folkerepublikken Kina vil angribe. Folkerepublikken Kina vedtog i foråret 2005 at det vil angribe hvis Taiwan erklærer sig uafhængig.

Lørdag – udflugt til Gulangyu
Lørdag morgen skulle vi besøge øen Gulangyu. Gulangyu var i sin tid en europæisk koloni hvilket betyder at øens arkitektur har udseende heraf. Der er igen biler på øen og vi nød at gå rundt i de små kringlede gader. Vi tilbragte dagen sammen med 4 andre kinesiske piger som er engelsklærer på skolen. Jessica, Sylvia, Michelle, og Judith. Vi hyggede os sammen og de fortalte om dem selv, deres liv og drømme. Der blev taget utrolig mange billeder, da alle lærerne gerne ville kunne fortælle at de havde været på tur med to vesterlændinge. Så vi blev igen centrum og måtte posere J Det er virkelig et hårdt liv at være superstjerne!
Da vi mødtes ved kajen for at sejle tilbage, havde alle kineserne købt en masse ting, der iblandt hatte. Ha ha


Til frokost spiste vi et traditionelt kinesisk måltid og kørte derefter op langs kysten. Smuk smuk promenade, vi gerne ville have brugte længere tid ved.
Turen gik nu til byen Shantou (syd for Xiamen) hvor vi skulle spise middag og overnatte. Sikke en dejlig dag med sol og dejlige mennesker.
Da vi ankom til Shantou tog vi med de kinesiske piger ud i byen for at shoppe lidt og købe lidt mad til busturen hjem næste dag. Det skal lige siges, at vi boede på et fantastisk hotel med bløde senge og dejlige dyner.

Søndag
Søndag morgen inden turen gik hjemad besøgte vi et buddhistisk tempel og en smuk park. Vores kollegaer fortalt højt og lavt om de steder vi besøgt og vi blev beriget med mange brugbare informationer. I stedet for bare at kigge på en statue og tænke ”den er da meget pæn” fik vi nu fortalt betydningen og historien omkring den. Turen hjem tog 10 timer og vi må indrømme at vi elsker at rejser, MEN hader at sidde i bus!
Konklusionen efter denne weekend må derfor være, at det er sjovt at tage på turer med andre – men vi kan altså bedst selv lide at planlægge vores rejser – hvor vi skal hen, hvad vi skal se, hvad vi skal spise, og hvor vi skal sove. Men alt dette indser man jo først, når man har et sammenligningsgrundlag ik’.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar