torsdag den 19. marts 2009

Guangzhou weekend (d. 13-15 marts)

Fredag d. 13 Marts - Turen mod Guangzhou (hovedstaden i Guangdong Provinsen)
På trods af datoen, fredag d. 13, havde vi hele ugen igennem set frem til denne dag. Katrine havde fundet og bestilt et hostel til os og nedskrevet alle de steder der var et besøg værd. Vi havde begge læst om byen i vores Kina bog – så vi var godt klædt på da vi steg på bussen fredag eftermiddag mod Guangdong provinsens hovedstad, Guangzhou.
Vi ankom ved 17-tiden, men det tog dog lidt tid inden vi fandt frem til vores destinationssted – der er mange veje og gader med sjove kinesiske navne i en by med 6 mio. indbyggere. Vel fremme fik vi os indlogeret i et 4 mands værelse for 60 yuan pr. nat, hvorefter vi gik ud og fik os et ordentligt aftensmåltid. – Det er svært nogle gange at vurdere hvor mange retter man skal bestille.. Vi fik da så vi kunne trille derfra.

Optimistiske som vi jo er af natur havde vi store planer om allerede at gå på sightseeing fredag aften. Så selvom vi havde ladt jakkerne blive derhjemme i Sanxiang (i troen om, at det altid er godt vejr i Kina) og at vejret var blæst op og det regnede, så tog vi den lille færge over floden for at komme tættere på centrum. Al denne besvær blot for at erkende, at selvom helten kan klare meget, så er det altså ikke sjovt at tage på udflugt i våde sko! Så tilbage igen med samme færge godt gemt under paraplyen (den havde vi da husket) for ikke at blive gjort til grin af billetdamen…- måske hun ville huske os (!)
Resten af aftenen brugte vi på at læse og slappe af.

Lidt om Guangzhou by
Guangzhou (Kanton, det europæiske navn) er en virkelig dejlig by. Man mener at byen blev grundlagt i 214 f.kr. som en lejrplads for Qin Shi Huangdi kejserens styrker. I 1514 kom en portugisisk flotille til byen. Byen var meget åben og handelsinteresseret – og handelen voksede yderligere da briterne begyndte at oversvømme landet med opium. Fra 1757 til 1842 sad byen på handelsmonopolet i Kina, da det var den eneste kinesiske havn der var åben for fremmede. Den er charmerende med sine mange smalle sidegader med alleer af frodige træer hvor alle gadesælgerne udstiller deres varer hvad enten det er nyslagtede geder, tørrede frugter, urter og krydderier, alle tænkelige slags dingenoter og dippedutter inden for den elektroniske verden, dim sum (lyst, sødt, dampet brød med forskellig fyld), eller billigt tøj.
De små gader er som åndehuller i kontrast til de vilde designer-højhuse, den støjende trafik med meget dyre biler, de store shoppegader samt lysshowet fra de mange reklamer overalt
. –Et herligt sammensurium af nyt og gammelt. Her kan det lige tilføjes at kinesere sover over alt!! Uanset tid og sted --> og hvordan. Her fandt vi en ældre mand midt i middagssøvnen.

Lørdag - Sightseeing (de kulturelle tanter på tur med guidbogen)
Lørdag gik det løs – aldrig før har vi vist været så kulturelle. Tidligt op, af sted med færgen for derefter at hoppe på metroen for at komme helt ind i centrum. Det skal lige nævnes, at vi stod op til det smukkeste vejr – blå himmel og sol, en let brise og ca. 20 grader- perfekt for sightseeing. Nå, tilbage til dagens mange indtryk. Vi startede med at gå rundt i et område kaldet Qingping shichang med små gyder og sidegader fyldt med jadesmykker i alle former og farver. Dernæst gik turen med metro til Huali Templet – en skøn oase med 500 forgyldte statuer af Buddhas hjælpere.
Videre til Chenjia Si, Chan familiens tempelhave bestående af 6 gårdhaver i klassisk kinesisk design med friser på tagene med fortællinger om de 3 kongeriger. Der var en dejlig have bagerst, hvor vi nød solen.






Af sted igen, og denne gang gik turen til byens varetegn, Hua ta / blomsterpagoden. Igen en dejlig stemningsfyldt have med bonsai træer og rislende vandløb.
Og ”surprise” næste stop var Guaniao, endnu et Buddhistisk tempel, der siges at være ældre byen selv. Her mødtes vi med Thea, der havde taget bussen hjemmefra om formiddagen. Vi gik sammen videre til Nanyue Wangmu – et museum der rummer en udstilling om Nanyue-kejserens gravsted, som blev fundet i 1980’erne da man var i gang med at udgrave til et fundament til et nyt højhus.
Vi sluttede dagen af med et besøg hos Wuxian Guan, de 5 ånders tempel ”hvor de 5 mystiske væddere (grundlæggerne af byen) i fordoms tider viste sig”.
Efter alle disse indtryk var vi lige hjemme og vende på hostelet en times tid. Her mødtes vi med Theas bror og hans ven, som begge har været på programmet gangen før os, Julie, Hannah og Jonathan samt et par andre vi faldt i snak med på hostelet – Vi tog alle ud og spiste aftensmad og tog derefter i byen.

Søndag i Zoologisk have
Søndag var vi klar til nye oplevelser ved 10.30 tiden. De følgende 3 timer brugte vi på at slentre langs den store shopping street i byen. Hvor er det deprimerende at gå der blandt alle de fantastiske skobutikker uden at kunne købe et eneste par – skostørrelsen her i landet går åbenbart kun til 39, hvilket lige er i underkanten til mine (Saras) svømmefødder – Katrine køber så til gengæld ind for to.
En af de største Zoo i Kina var næste punkt på dagsordenen. Det var en rigtig flot park, men desværre så det ikke ud til at alle dyrene havde det lige godt. Jeg tror det er svært at leve op til den danske standart for dyrevelfærd.
Så blev det eftermiddag, vi tog tilbage til hostelet, spiste lidt aftensmad, og steg på bussen kl.19.10. Vi var tilbage i Sanxiang kl. 21.30 – godt mørbankede, men glade efter en skøn weekend.

mandag den 16. marts 2009

Hverdagen i Sanxiang


Tiden har vinger
Så har vi allerede været her i Sanxiang by, i Zhongshan City i 3 uger. Det er helt ubeskriveligt som tiden flyver af sted. Livet her i Syden er ikke lige så hektisk som i Beijing, men vi nyder vist alle, at hverdagen er ved at indordne sig så småt.

I ugens løb går tiden først og fremmest med at undervise. Det er selvfølgelig stadig udfordrende, men med god hjælp fra powerpoint får vi begge lavet nogle spændende timer (synes vi i hvert fald selv). Med 4, nogle gange 6 undervisningstimer i streg kan stemmebåndet være godt træt om aftenen –men om fredagen rammer trætheden virkelig. Woow..alle ugens indtryk kommer ligesom væltende og slår benene væk under os. Derfor er det skønt, som her i fredags, at kunne tage en opfriskende løbetur på skolens stadion for derefter at gå hen til et spa og nyde 2 timers kropsmassage for blot 95 yuan. Ren nydelse og forkælelse. Men vi fortjener det!

Hverdagen
Hverdagen bruges som sagt på undervisning, at spise den dejlige mad i skolens kantine; surfe paa nettet og forberede lesson plans til den kommende uge. Løbeturer om aftenen og hygge i sofaen hvor vi alle 4 gnasker frugt mens vi ser Sex and the City.
Hver mandag og torsdag har vi mandarin timer efter arbejde. Hehe. Vi gør et godt forsøg, men kinesisk er utrolig kompliceret. Kinesisk har 4 forskellige toner, det vil sige at ét ord kan betyde 4 forskellige ting alt afhængig af hvordan man siger det. Så lige nu lærer vi ikke så mange ord, men toner. Så det lyder som et helt musikorkester når vi sidder der og øver. Tror egentlig også vores kinesiske lærer får sig et billigt grin i ny og næ.

Et par gange er vi blevet inviteret ud af Michael, en af lærerne på skolen; vi har været ude at spise, i byen og spille pool/snooker.

Katrine og jeg er begge færdige med at undervise kl. 12 om tirsdagen, og her vil vi om eftermiddagen tage ud og udforske nærområdet – i tirsdags tog vi ud til en park lidt uden for byen. Der var en smuk udsigt over byen, men det krævede også en bjergbestigning op af flere hundrede trapper.
Parkerne er generelt fyldte med maskiner hvor kineserne kan lave ”excercises”. I Danmark har vi kun legepladser for børn, i Kina mødes hele familien uanset alder.

Weekend med de dejlige TTC-folk
Lørdag eftermiddag havde vi inviteret nogle af folkene fra TTC hjem til os, som også er kommet til Guangdong provinsen. Vi blev i alt 12 personer, som tog ud at spise på en lækker restaurant og derefter tog vi videre i byen. Det var herligt at være samlet med så mange igen – der blev ivrigt udvekslet erfaringer og sjove historier fra alle vores oplevelser på vores skoler.
Katrine og jeg vil utrolig gerne bruge så mange af vores weekender som muligt på at rejse rundt og besøge alle disse venner, samt udforske land og by.

Hot springs
Endnu engang fik vi fornøjelsen af at bade i hot springs. Området vi bor i er meget kendt for deres varme kilder og det nyder vi godt af. Vi blev hentet foran vores lejlighed og kørt til et stort wellness center. Kilderne var udendørs, så stjernehimlen var lige over os. Der var ca. 20 forskellige bassiner med forskellige temperaturer og kinesiske urteblandinger. 2 ½ times velvære for blot 70 RMB. Sikke en luksus. Vi kommer aldrig hjem igen J

De 1000 indtryk i Sanxiang
- Tusindvis af blodtørstige myg
- Palmetræer
- Lugten af kloak
- Smukke blomster og opsætninger langs vejkanten
- Tilfældigt affald de mest underlige steder
- Spicy food
- Billig frugt og tøj
- Venlige og hjælpsomme mennesker
- Vasketøj i træer og lygtepæle
- Store dyre biler
- Rustne og ubrugelige cykler
- Rickshaw/motordrevne cykler som taxa
- Gamle tandløse og rundryggede koner med små børn på ryggen
- Bare barnerumper (huld bag i bukserne så børnene kan tisse når de føler trang til det)
- KFC og Mc’Donalds
- Stirrende øjne/ fnis og latter
- Skrædder syet tøj

………..et land fyldt med kontraster…… mulighedernes land!

søndag den 1. marts 2009

Sidste uge i Beijing og turen mod syd

Sidste uge i Beijing 18/2
Puha som tiden dog bare flyver af sted.
Vi har lige vasket tøj her på UIBE, og været på vores stamrestaurant med vores dejlige skandinaver-gruppe..- alt sammen for sidste gang. Det gipper lidt i maven snart at skulle tage afsked med alle de herlige mennesker vi har mødt her, samtidig med at den anden halvdel af os glæder sig helt vildt til at komme af sted.

Mandag d. 16 om eftermiddagen stod vi alle meget spændte uden for TTC´s office. Det var nemlig dagen hvor vi fik at vide hvilken del og i hvilken by i Kina vi skulle undervise og opholde os i de næste 5 måneder! Pludselige mærkede vi sommerfuglene i maven og afrejsen fra Beijing kom pludselig meget tæt på…

Endelig blev døren åbnet og 87 unge mennesker styrtede ind i lokalet. Næsten med det sammen hørte vi jubelskrig, men samtidig var nogle allerede på vej ud af lokalet med utilfredse ansigtsudtryk. Puha, vi begyndte for alvor at blive nervøse og spændte. For en ting var at blive sendt til en by i Kina, en anden ting var, om vi kom af sted sammen, og med hvem andre, samt hvilken aldersgruppe vi skulle undervise.

Vi fik øje på vores navne… Og drog et lettelsens suk. Ikke nok med vi skulle undervise på samme skole, så skulle vi også bo sammen. Og med smil på læben forlod vi rummet velvidende at turen fredag morgen kl. 04.00 går til Guangdong provinsen helt nede sydpå (nær Hong kong) til Sanxin Bilingual School Affilitated to Zhongshan Memorial Middle School, til byen Zhongshan.
Heldigvis skal vi af sted med 4 andre søde mennesker: Thea fra Danmark, Alex fra Norge, Amy og Sam fra England. Vi kunne simpelthen ikke være mere heldige.

Farewell Dinner
Torsdag aften – den sidste aften sammen i Beijing, startede på en restaurant hvor vi alle mens middagen stod på fik overrakt første diplom af vores TEFL-bevis (Teach English in a Foreign Language). Det sidste får vi, når vores 5 måneders undervisningsperiode er gennemført. Der blev holdt taler, Kenrick (UK) og Julius (DK) fremførte med tilhørende kor en hjemmelavet, men meget vellykket TTC-sang om alle vores fælles oplevelser i Beijing, og så holdte jeg (Sara) en afskedstale sammen med 5 andre fra holdet.
Efter en formidabel ”farvelmiddag” på kinesisk vis tog vi alle videre til en fed club hvor der blev sunget, danset, snakket og taget afsked. Med alkohol løbende i blodet og ømme danse-fødder forlod vi Beijing og fløj af sted mod nye eventyr.
Trods der kun er gået en måned var det dog lidt vemodigt at sige farvel til vores dejlige venner vi har tilbragt så mange herlige stunder med. Men heldigvis er både Hannah og Julie (vores værelseskammerater) i den samme provins, og ellers var det ikke farvel, men på gensyn.

Turen mod syd
Fredag ankom vi til Guangzhou. Da vi trådte ud af flyet kunne vi mærke varmen. SKØNT!!! Ikke flere kolde rumper og forfrosne tær. Vinterjakken blev med et fortid og solbrillerne og sandalerne blev trukket frem fra kufferten.

I lufthavnen blev vi modtager af en af lærerne fra vores skole og blev med bus transporteret til byen Zhongshan. Vi var fuldstændig udmattede, efter næsten 35 timer uden søvn og faldt næsten bevidstløse om efter at have fået vores lejlighed.

Lejligheden

Vi bor sammen med Thea og Amy, som vi har det utrolig godt med. Vi har allerede flere aftener tilbragt tiden samme i sofaen fuldstændig klistrede til skærmen med ”Sex and the city”.

Vi bor i ”teachers village” sammen med resten af skolens lærer. Vi har vores egen lejlighed i stueetage med køkken, opholdsrum, 4 soveværelser, 2 badeværelser og en dejlig altan. De 4 værelser var dog ikke lige store, så Sara og jeg blev hurtigt enige om at smide 2 senge ind på det ene værelse som er på ca. 25 km2, så ingen af os skulle bo på værelset på blot 10 km2. - Vi kan bare ikke få nok af hinanden altså!!

Lørdagen gik med indkøb og rengøring, for puha, jeg tror ikke den lejlighed havde set en kost i ualmindelig lange tider. Så gummihandskerne på og i gang.

Første skoledag

Mandag morgen skulle vi mødes med skoleinspektøren og vises rundt på skolen. Skolen er en bording school, så eleverne både sover og spiser der og er faktisk kun hjemme i deres ferier. Så der er liv over alt. Det er en utrolig smuk skole med ca. 5000 elever i alle aldre. Det hele var meget overvældende. Og hvis menneskene i Beijing gloede, så er det intet i sammenligning med dette. Børnene bliver helt vilde og flere gange dagligt får vi at vide hvor smukke vi er. Men lige som giraffen i Zoologisk have bliver træt af at børnene kigger på den og peger fingre og spørger deres mor; ”hvad er det for et dyr”, kan det godt blive lidt anstrengende at smile og hilse på alle. Men hey sådan er det vel at være superstjerne?
Hver morgen kl. 10 mødes eleverne fra middleschool for at lave morgenøvelser. Nårh ja, det er jo kun 2000 elever på stadion.

Efter mødet med skoleinspektøren skulle vi møde vores lærer der var tilknyttet til den årgang vi skulle undervise. Både Sara og jeg underviser i ”middle school”. Sara har 1.grade hvor eleverne er 12-13 år og jeg har 2. grade hvor eleverne er 14-15 år. Så udfordringer er der nok af og vi kan vidst godt pakke vores sange med ”Old Mc’Donald had a farm iha iha oh” væk. Vi troede vi bare skulle have en kort samtale med disse lærer og så hjem og forberede til næste dag. Men næh nej! Både lærer og elever har vist ventet længe på vores ankomst, for efter blot at få 15 minutters forberedelsestid ønskede de at vi skulle undervise vores første klasser. Åhhh gud. Hjertet bankede og vi kiggede skræmt på hinanden, dette var vi ikke lige forberedt på. I et kort sekund troede jeg at jeg skulle dø. Panikken spredte sig, pulsen steg og sveden løb. Hurtig fik vi hver især kradset en timeplan ned på et papir og minuttet efter stod vi ansigt til ansigt med 50 forventningsfulde elever. Fuldstændig crazy! Men vi kom begge helskindet igennem vores timer og det gik faktisk rigtig godt. Dagens motto blev ”Hvad man ikke dør af, gør blot en stærkere”.!!
Vi fik senere udleveret vores timeplan. Sara har 22 timer om ugen og jeg har 20. Det vil sige vi ca. har 1100-1200 elever om ugen. Det er fuldstændig surrealistisk, men den skinbarlige sandhed. Hmm.. - så at kæmpe for en klassekvotient på under 30, som vi gjorde i gymnasiet virker som et fuldstændig tåbeligt krav her i landet.
Timerne er spredt ud over hele dagen, - fra 08.15 om morgenen til 17.00 om eftermiddagen.
Vi har fået vores eget lille hjørne i teachers office, med skrivebord og internetforbindelse. Så imellem timerne kan vi skrive lidt mails hjem, forberede vores timer, eller bare hvile hovedet og stemmebåndet lidt. Vores kinesiske kollegaer tager sig gerne en lille lur ved deres bord, så det handler vidst bare om at indøve en teknik så man kan få et lille powernap i ny og næ.

Søndag 15/2 – Store oplevelsesdag:

Summer Palace

- Første stop: Summer Palace. ”det gamle sommerpalads” fra midten af 1700-tallet blev i 1888 genopbygget til det nuværende sommer palads af enkekejserinde Cixi, der oprindeligt var konkubine. Hun satte sig selv på dragetronen som kejserinde da kejser Xiangfeng døde i 1861 og hendes søn arvede tronen. Hun regerede landet skruppelløst og egocentrisk i 50 år.
Det var en smuk men kold oplevelse. Utrolig smuk natur – Det må være fantastisk om sommeren - (vi må tilbage igen).


Hutongerne

- Af sted igen og ind i hjertet af Beijing til hutongerne. Vi fik alle en rundtur i rickshaws (cykeltaxa) ad de mange smalle gader omgivet af grå murer. Beijing er oprindeligt en mongol-by – da den blev erobret af nomaderne bragte disse deres bygge- og levestil med sig. Med de høje murer og de små gårdhaver kunne man værne om familien. Vi kunne virkelig fornemme hvordan livsrytmen inden for disse murer var meget mere afslappende end Beijings larmende storbypuls.

Tiananmen square/ den himmelske fredsplads
- Var næste stop på dagens program. Pladsen er den største af slagsen i verden, og det siges, at den kan rumme 1 mio. mennesker. Pladsen har været ramme for politiske dramaer som rødgardisternes optog under kulturrevolutionen, til studenterdemonstrationerne i 1989 der brutalt blev slået ned af den såkaldte Folkets Befrielseshær.
Det er først når man endelig befinder sig på pladsen at man kan fornemme hvor stor den egentlig er..og ud over det, så er der vist ikke så meget mere at fortælle om pladsen andet end, at det også er her at Maos Mausoleum er placeret. Desværre var der lukket da vi kom…meen – vi kan vel stadig nå det til sommer ik..

Acrobatic Show

Inden den store finale på dagens mange oplevelser var vi på en Peking Duck restaurant (en af de bedste i byen). Og hold da op hvor var det lækker mad! Uhmm…
Vi trillede alle derfra og gjorde os det behageligt i teaterstolene inden showet begyndte. Sikke en forestilling! Det kan ikke beskrives. 16 piger på 1 cykel; 3 mænds styrkeshow – man skulle tro de havde kræfter som elefanter, diabloer, flyvende tallerkner, slangemennesker..og vi kunne blive ved, farver, lys, musik = 1. klasse show! Alle var fuldstændig benovede da snakken gik i bussen på vej hjem.

Lama Temple d. 14/2

Lørdag d. 14/2– Valentine’s Day. Vi sov for første gang på hele turen længe – skønt! Efter frokost tog vi sammen med Bernhard og Mikael ind til Lama templet. – Et stort kompleks, der den dag i dag stadig er i virke. De buddhistiske munke går rundt overalt og vedligeholder de mange gude-skulpturer mens den almindelige kineser knælende beder bønner og brænder stakkevis af røgelsespinde af. Duften, røgen og de flotte gamle bygninger gjorde det til en helt speciel oplevelse.
I det største af alle templerne fandt vi den helt store attraktion – en 26 m.høj Buddha skulptur udskåret af et eneste stykke træ og forgyldt i guld wooww..! Meget overvældende.

Kalligrafi og afslutningsfest for Practise week

Fredag eftermiddag havde vi culture class hvor vi lærte kalligrafiens kunst at kende. Og sikke en teknik der skal bruges – kan godt forstå at kineserne siger det tager en hel levealder at kunne forstå og udtrykke sig gennem kalligrafien.

Som afslutning på teachers practise week tog hele TTC-holdet på restaurant om aftenen. Under middagen var der forskellig slags underholdning: sang, dans, opera, kampsport m.m. De fleste af os tog videre til Tun Bar inde i centrum. Det var en fed aften med en super stemning – folk havde fået lige så hatten passede.