torsdag den 19. marts 2009

Guangzhou weekend (d. 13-15 marts)

Fredag d. 13 Marts - Turen mod Guangzhou (hovedstaden i Guangdong Provinsen)
På trods af datoen, fredag d. 13, havde vi hele ugen igennem set frem til denne dag. Katrine havde fundet og bestilt et hostel til os og nedskrevet alle de steder der var et besøg værd. Vi havde begge læst om byen i vores Kina bog – så vi var godt klædt på da vi steg på bussen fredag eftermiddag mod Guangdong provinsens hovedstad, Guangzhou.
Vi ankom ved 17-tiden, men det tog dog lidt tid inden vi fandt frem til vores destinationssted – der er mange veje og gader med sjove kinesiske navne i en by med 6 mio. indbyggere. Vel fremme fik vi os indlogeret i et 4 mands værelse for 60 yuan pr. nat, hvorefter vi gik ud og fik os et ordentligt aftensmåltid. – Det er svært nogle gange at vurdere hvor mange retter man skal bestille.. Vi fik da så vi kunne trille derfra.

Optimistiske som vi jo er af natur havde vi store planer om allerede at gå på sightseeing fredag aften. Så selvom vi havde ladt jakkerne blive derhjemme i Sanxiang (i troen om, at det altid er godt vejr i Kina) og at vejret var blæst op og det regnede, så tog vi den lille færge over floden for at komme tættere på centrum. Al denne besvær blot for at erkende, at selvom helten kan klare meget, så er det altså ikke sjovt at tage på udflugt i våde sko! Så tilbage igen med samme færge godt gemt under paraplyen (den havde vi da husket) for ikke at blive gjort til grin af billetdamen…- måske hun ville huske os (!)
Resten af aftenen brugte vi på at læse og slappe af.

Lidt om Guangzhou by
Guangzhou (Kanton, det europæiske navn) er en virkelig dejlig by. Man mener at byen blev grundlagt i 214 f.kr. som en lejrplads for Qin Shi Huangdi kejserens styrker. I 1514 kom en portugisisk flotille til byen. Byen var meget åben og handelsinteresseret – og handelen voksede yderligere da briterne begyndte at oversvømme landet med opium. Fra 1757 til 1842 sad byen på handelsmonopolet i Kina, da det var den eneste kinesiske havn der var åben for fremmede. Den er charmerende med sine mange smalle sidegader med alleer af frodige træer hvor alle gadesælgerne udstiller deres varer hvad enten det er nyslagtede geder, tørrede frugter, urter og krydderier, alle tænkelige slags dingenoter og dippedutter inden for den elektroniske verden, dim sum (lyst, sødt, dampet brød med forskellig fyld), eller billigt tøj.
De små gader er som åndehuller i kontrast til de vilde designer-højhuse, den støjende trafik med meget dyre biler, de store shoppegader samt lysshowet fra de mange reklamer overalt
. –Et herligt sammensurium af nyt og gammelt. Her kan det lige tilføjes at kinesere sover over alt!! Uanset tid og sted --> og hvordan. Her fandt vi en ældre mand midt i middagssøvnen.

Lørdag - Sightseeing (de kulturelle tanter på tur med guidbogen)
Lørdag gik det løs – aldrig før har vi vist været så kulturelle. Tidligt op, af sted med færgen for derefter at hoppe på metroen for at komme helt ind i centrum. Det skal lige nævnes, at vi stod op til det smukkeste vejr – blå himmel og sol, en let brise og ca. 20 grader- perfekt for sightseeing. Nå, tilbage til dagens mange indtryk. Vi startede med at gå rundt i et område kaldet Qingping shichang med små gyder og sidegader fyldt med jadesmykker i alle former og farver. Dernæst gik turen med metro til Huali Templet – en skøn oase med 500 forgyldte statuer af Buddhas hjælpere.
Videre til Chenjia Si, Chan familiens tempelhave bestående af 6 gårdhaver i klassisk kinesisk design med friser på tagene med fortællinger om de 3 kongeriger. Der var en dejlig have bagerst, hvor vi nød solen.






Af sted igen, og denne gang gik turen til byens varetegn, Hua ta / blomsterpagoden. Igen en dejlig stemningsfyldt have med bonsai træer og rislende vandløb.
Og ”surprise” næste stop var Guaniao, endnu et Buddhistisk tempel, der siges at være ældre byen selv. Her mødtes vi med Thea, der havde taget bussen hjemmefra om formiddagen. Vi gik sammen videre til Nanyue Wangmu – et museum der rummer en udstilling om Nanyue-kejserens gravsted, som blev fundet i 1980’erne da man var i gang med at udgrave til et fundament til et nyt højhus.
Vi sluttede dagen af med et besøg hos Wuxian Guan, de 5 ånders tempel ”hvor de 5 mystiske væddere (grundlæggerne af byen) i fordoms tider viste sig”.
Efter alle disse indtryk var vi lige hjemme og vende på hostelet en times tid. Her mødtes vi med Theas bror og hans ven, som begge har været på programmet gangen før os, Julie, Hannah og Jonathan samt et par andre vi faldt i snak med på hostelet – Vi tog alle ud og spiste aftensmad og tog derefter i byen.

Søndag i Zoologisk have
Søndag var vi klar til nye oplevelser ved 10.30 tiden. De følgende 3 timer brugte vi på at slentre langs den store shopping street i byen. Hvor er det deprimerende at gå der blandt alle de fantastiske skobutikker uden at kunne købe et eneste par – skostørrelsen her i landet går åbenbart kun til 39, hvilket lige er i underkanten til mine (Saras) svømmefødder – Katrine køber så til gengæld ind for to.
En af de største Zoo i Kina var næste punkt på dagsordenen. Det var en rigtig flot park, men desværre så det ikke ud til at alle dyrene havde det lige godt. Jeg tror det er svært at leve op til den danske standart for dyrevelfærd.
Så blev det eftermiddag, vi tog tilbage til hostelet, spiste lidt aftensmad, og steg på bussen kl.19.10. Vi var tilbage i Sanxiang kl. 21.30 – godt mørbankede, men glade efter en skøn weekend.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar