Puha som tiden dog bare flyver af sted.
Vi har lige vasket tøj her på UIBE, og været på vores stamrestaurant med vores dejlige skandinaver-gruppe..- alt sammen for sidste gang. Det gipper lidt i maven snart at skulle tage afsked med alle de herlige mennesker vi har mødt her, samtidig med at den anden halvdel af os glæder sig helt vildt til at komme af sted.
Mandag d. 16 om eftermiddagen stod vi alle meget spændte uden for TTC´s office. Det var nemlig dagen hvor vi fik at vide hvilken del og i hvilken by i Kina vi skulle undervise og opholde os i de næste 5 måneder! Pludselige mærkede vi sommerfuglene i maven og afrejsen fra Beijing kom pludselig meget tæt på…
Endelig blev døren åbnet og 87 unge mennesker styrtede ind i lokalet. Næsten med det sammen hørte vi jubelskrig, men samtidig var nogle allerede på vej ud af lokalet med utilfredse ansigtsudtryk. Puha, vi begyndte for alvor at blive nervøse og spændte. For en ting var at blive sendt til en by i Kina, en anden ting var, om vi kom af sted sammen, og med hvem andre, samt hvilken aldersgruppe vi skulle undervise.
Vi fik øje på vores navne… Og drog et lettelsens suk. Ikke nok med vi skulle undervise på samme skole, så skulle vi også bo sammen. Og med smil på læben forlod vi rummet velvidende at turen fredag morgen kl. 04.00 går til Guangdong provinsen helt nede sydpå (nær Hong kong) til Sanxin Bilingual School Affilitated to Zhongshan Memorial Middle School, til byen Zhongshan.
Heldigvis skal vi af sted med 4 andre søde mennesker: Thea fra Danmark, Alex fra Norge, Amy og Sam fra England. Vi kunne simpelthen ikke være mere heldige.
Farewell Dinner
Torsdag aften – den sidste aften sammen i Beijing, startede på en restaurant hvor vi alle mens middagen stod på fik overrakt første diplom af vores TEFL-bevis (Teach English in a Foreign Language). Det sidste får vi, når vores 5 måneders undervisningsperiode er gennemført. Der blev holdt taler, Kenrick (UK) og Julius (DK) fremførte med tilhørende kor en hjemmelavet, men meget vellykket TTC-sang om alle vores fælles oplevelser i Beijing, og så holdte jeg (Sara) en afskedstale sammen med 5 andre fra holdet.
Efter en formidabel ”farvelmiddag” på kinesisk vis tog vi alle videre til en fed club hvor der blev sunget, danset, snakket og taget afsked. Med alkohol løbende i blodet og ømme danse-fødder forlod vi Beijing og fløj af sted mod nye eventyr.
Trods der kun er gået en måned var det dog lidt vemodigt at sige farvel til vores dejlige venner vi har tilbragt så mange herlige stunder med. Men heldigvis er både Hannah og Julie (vores værelseskammerater) i den samme provins, og ellers var det ikke farvel, men på gensyn.
Vi har lige vasket tøj her på UIBE, og været på vores stamrestaurant med vores dejlige skandinaver-gruppe..- alt sammen for sidste gang. Det gipper lidt i maven snart at skulle tage afsked med alle de herlige mennesker vi har mødt her, samtidig med at den anden halvdel af os glæder sig helt vildt til at komme af sted.
Mandag d. 16 om eftermiddagen stod vi alle meget spændte uden for TTC´s office. Det var nemlig dagen hvor vi fik at vide hvilken del og i hvilken by i Kina vi skulle undervise og opholde os i de næste 5 måneder! Pludselige mærkede vi sommerfuglene i maven og afrejsen fra Beijing kom pludselig meget tæt på…
Endelig blev døren åbnet og 87 unge mennesker styrtede ind i lokalet. Næsten med det sammen hørte vi jubelskrig, men samtidig var nogle allerede på vej ud af lokalet med utilfredse ansigtsudtryk. Puha, vi begyndte for alvor at blive nervøse og spændte. For en ting var at blive sendt til en by i Kina, en anden ting var, om vi kom af sted sammen, og med hvem andre, samt hvilken aldersgruppe vi skulle undervise.
Vi fik øje på vores navne… Og drog et lettelsens suk. Ikke nok med vi skulle undervise på samme skole, så skulle vi også bo sammen. Og med smil på læben forlod vi rummet velvidende at turen fredag morgen kl. 04.00 går til Guangdong provinsen helt nede sydpå (nær Hong kong) til Sanxin Bilingual School Affilitated to Zhongshan Memorial Middle School, til byen Zhongshan.
Heldigvis skal vi af sted med 4 andre søde mennesker: Thea fra Danmark, Alex fra Norge, Amy og Sam fra England. Vi kunne simpelthen ikke være mere heldige.
Farewell Dinner
Torsdag aften – den sidste aften sammen i Beijing, startede på en restaurant hvor vi alle mens middagen stod på fik overrakt første diplom af vores TEFL-bevis (Teach English in a Foreign Language). Det sidste får vi, når vores 5 måneders undervisningsperiode er gennemført. Der blev holdt taler, Kenrick (UK) og Julius (DK) fremførte med tilhørende kor en hjemmelavet, men meget vellykket TTC-sang om alle vores fælles oplevelser i Beijing, og så holdte jeg (Sara) en afskedstale sammen med 5 andre fra holdet.
Efter en formidabel ”farvelmiddag” på kinesisk vis tog vi alle videre til en fed club hvor der blev sunget, danset, snakket og taget afsked. Med alkohol løbende i blodet og ømme danse-fødder forlod vi Beijing og fløj af sted mod nye eventyr.
Trods der kun er gået en måned var det dog lidt vemodigt at sige farvel til vores dejlige venner vi har tilbragt så mange herlige stunder med. Men heldigvis er både Hannah og Julie (vores værelseskammerater) i den samme provins, og ellers var det ikke farvel, men på gensyn.
Turen mod syd
Fredag ankom vi til Guangzhou. Da vi trådte ud af flyet kunne vi mærke varmen. SKØNT!!! Ikke flere kolde rumper og forfrosne tær. Vinterjakken blev med et fortid og solbrillerne og sandalerne blev trukket frem fra kufferten.
I lufthavnen blev vi modtager af en af lærerne fra vores skole og blev med bus transporteret til byen Zhongshan. Vi var fuldstændig udmattede, efter næsten 35 timer uden søvn og faldt næsten bevidstløse om efter at have fået vores lejlighed.
Lejligheden
Vi bor sammen med Thea og Amy, som vi har det utrolig godt med. Vi har allerede flere aftener tilbragt tiden samme i sofaen fuldstændig klistrede til skærmen med ”Sex and the city”.
Vi bor i ”teachers village” sammen med resten af skolens lærer. Vi har vores egen lejlighed i stueetage med køkken, opholdsrum, 4 soveværelser, 2 badeværelser og en dejlig altan. De 4 værelser var dog ikke lige store, så Sara og jeg blev hurtigt enige om at smide 2 senge ind på det ene værelse som er på ca. 25 km2, så ingen af os skulle bo på værelset på blot 10 km2. - Vi kan bare ikke få nok af hinanden altså!!
Lørdagen gik med indkøb og rengøring, for puha, jeg tror ikke den lejlighed havde set en kost i ualmindelig lange tider. Så gummihandskerne på og i gang.
Første skoledag
Mandag morgen skulle vi mødes med skoleinspektøren og vises rundt på skolen. Skolen er en bording school, så eleverne både sover og spiser der og er faktisk kun hjemme i deres ferier. Så der er liv over alt. Det er en utrolig smuk skole med ca. 5000 elever i alle aldre. Det hele var meget overvældende. Og hvis menneskene i Beijing gloede, så er det intet i sammenligning med dette. Børnene bliver helt vilde og flere gange dagligt får vi at vide hvor smukke vi er. Men lige som giraffen i Zoologisk have bliver træt af at børnene kigger på den og peger fingre og spørger deres mor; ”hvad er det for et dyr”, kan det godt blive lidt anstrengende at smile og hilse på alle. Men hey sådan er det vel at være superstjerne?
Hver morgen kl. 10 mødes eleverne fra middleschool for at lave morgenøvelser. Nårh ja, det er jo kun 2000 elever på stadion.
Efter mødet med skoleinspektøren skulle vi møde vores lærer der var tilknyttet til den årgang vi skulle undervise. Både Sara og jeg underviser i ”middle school”. Sara har 1.grade hvor eleverne er 12-13 år og jeg har 2. grade hvor eleverne er 14-15 år. Så udfordringer er der nok af og vi kan vidst godt pakke vores sange med ”Old Mc’Donald had a farm iha iha oh” væk. Vi troede vi bare skulle have en kort samtale med disse lærer og så hjem og forberede til næste dag. Men næh nej! Både lærer og elever har vist ventet længe på vores ankomst, for efter blot at få 15 minutters forberedelsestid ønskede de at vi skulle undervise vores første klasser. Åhhh gud. Hjertet bankede og vi kiggede skræmt på hinanden, dette var vi ikke lige forberedt på. I et kort sekund troede jeg at jeg skulle dø. Panikken spredte sig, pulsen steg og sveden løb. Hurtig fik vi hver især kradset en timeplan ned på et papir og minuttet efter stod vi ansigt til ansigt med 50 forventningsfulde elever. Fuldstændig crazy! Men vi kom begge helskindet igennem vores timer og det gik faktisk rigtig godt. Dagens motto blev ”Hvad man ikke dør af, gør blot en stærkere”.!!
Vi fik senere udleveret vores timeplan. Sara har 22 timer om ugen og jeg har 20. Det vil sige vi ca. har 1100-1200 elever om ugen. Det er fuldstændig surrealistisk, men den skinbarlige sandhed. Hmm.. - så at kæmpe for en klassekvotient på under 30, som vi gjorde i gymnasiet virker som et fuldstændig tåbeligt krav her i landet.
Timerne er spredt ud over hele dagen, - fra 08.15 om morgenen til 17.00 om eftermiddagen.
Vi har fået vores eget lille hjørne i teachers office, med skrivebord og internetforbindelse. Så imellem timerne kan vi skrive lidt mails hjem, forberede vores timer, eller bare hvile hovedet og stemmebåndet lidt. Vores kinesiske kollegaer tager sig gerne en lille lur ved deres bord, så det handler vidst bare om at indøve en teknik så man kan få et lille powernap i ny og næ.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar