Lijiang

Vi mødes med Katrines familie

Vi fløj fra Haikou til Kunming d. 5 Juli. I lufhavnen i Kunming mødtes vi med Hanna og Julie der skulle følge os på rejsen. Samtidig skulle vi mødes med min (katrines) familien. I flyet begyndte jeg at få lidt sommerfugle i maven. Det var mange måneder siden jeg havde set dem, og gud hvor jeg savnede dem alle. Vi skulle mødes på busstationen i Kunming for sammen at tage bussen videre til Lijiang som ligger ca. 8 timer i bus nord for Kunming.
Inden busturen ville Sara og jeg købe lidt proviant. Pludselig hører jeg en stemme og en bildør smække bag mig. Stemmen lyder velkendt og ganske rigtig, der står min mor og stråler. Hun har ganske vidst ikke opdaget mig endnu. Jeg flyver familien i armene. Helt fantastisk. Et kram fra mor. Uha, nu mangler jeg kun en skive rugbrød og mormors frikadeller.
Vi havde nu ikke forventet mødet skulle bliver så let, men vupti var vi samlet og kunne gå mod stationen for at købe billetter. Bussen gik dog først 2 timer efter. Timerne brugte vi på en lille kinesisk restaurant hvor vi spiste dumplings.
De 8 timer i bus gik smertefrit og snakken gik. Det var så meget at fortælle. Jeg tror næsten Karen og jeg snakkede i 8 timer i streg, mens de andre piger fik sig en lur.

Vi ankom til Lijiang kl 21.30 om aftenen. Der var booket et hotel - det tog os lidt tid at finde, men endelig gik vi ind ad porten til den mest hyggelige gårdsplads. Hotellet var bygget i træ og havde en charme udover det forventede. Vi boede i den gamle bydel.

Lijiang ligger i Yunnan provinsen på et plateau (2400m) omgivet af bjerge. Området har været beboet af Naxi-folket i over 1400 år. De udvandrede fra det nordøstlige Tibet og de tog deres religion med sig, kaldet dongba – en form for naturtilbedelse. Indtil for nyligt har de levet i matriakalske samfund.

Luften her er helt anderledes frisk, klar og kølig sammenlignet med den intense varme og ulidelige luftfugtighed i Sanxiang. Vejret her minder mere om en dansk sommerdag og vi nyder det selvom vi er lidt kuldskære.

Hele mandagen brugte vi på at daske rundt i de gamle gader i den gamle bydel.


Vi besøgte Mu’s Residence, hvilket er Den gamle Naxi konges forhenværende palads med templer og haver.

Vi fandt frem til er stort marked hvor der blev handlet alt fra cykeldele, grise, frugt og grønt, krydderier, nyslagtet kød og ja..you name it! Det var utroligt stemningsfuldt og vi nød bare at drive med strømmen hen til nye boder og nye sanse – og synsindtryk.


Tilbage i de gamle smalle gader købte vi småting og tørklæder inden vi spiste aftensmad på en restaurant placeret ved de livlige gader. Vi afsluttede dagen med 1 ½ times forestilling med traditionel Naxi musik. Det var mere specielt end det var godt, men nu har vi da i hvert fald oplevet det.

Tiger Leaping Gorge - en tur i paradis
Tirsdag og onsdag tog vi på trekking tur til Tiger Leaping Gorge. The gorge er en af de dybeste kløfter i verden. 16 km lang og 3900 m fra Jinsha floden i bunden til Haba bjergets snedækkede top. Den fantastiske natur er dog i fare pga. planer om at bygge 8 nye dæmninger ved Yangtze flodens sidefloder. Hvis planen føres igennem vil den tvinge over 100.000 mennesker til at forlade deres hjem og oversvømme mere end 13.000 hektar landbrugsjord samt ødelægge lokal kultur, historie og unik arkitektur.


Vi steg på bussen kl. 8 om morgenen og var fremme ved 11-tiden hvor vi påbegyndte vores bjergbestigning. Himlen var let overskyet og vi fik nogle regndryp i løbet af dagen, men det var perfekt vejr til at vandre i – ikke for varmt, ikke for koldt. I de følgende 7-8 timer vandrede vi ad stejle bjergsider, nød det fantastiske natursceneri og det hyggelige selskab.

Ved 19-tiden nåede vi frem til Half Way Guest House hvor vi nød et skønt og velsmagende aftensmåltid på tagterrassen og betalte sølle 25 yuan pr. mand for at overnatte i et værelse med den smukkeste udsigt I kan forestille jer. Lykkelige og mørbankede efter en herlig dag krøb vi under de varme dyner.
Onsdag vandrede vi i ca. 2 timer for at komme til endestationen Tina’ s Guest house. Hannah, Mariette og jeg, Sara gik en lille tur hen til et smukt vandfald mens de andre gik det sidste stejle stykke ned til floden i bunden af kløften. Jeg havde forstrukket en sene i mit knæled og de to andre havde også lidt problemer med knæ og hofter, så vi besluttede ikke at presse citronen for hårdt. – Og det var vist en meget god beslutning vi tog.
Da Katrine, Julie, Kristian og Karen kom tilbage var de fuldstændig færdige efter at have gået op og ned ad en næsten lodret klippeside.
Hjemturen foregik i bus – den første strækning langs floden på bjergskråningen. Vi kørte ad snoede veje uden afskærmning med udsyn til et frit fald på flere hundrede meter hvis bussen kom ud for en ulykke – men der skete selvfølgelig ikke noget.
Vi fik alle et velfortjent og vist også veltrængt varmt bad da vi var hjemme igen på hotellet. Fantastisk tur!

Vejene skilles
Om torsdagen fik vi alle investeret i nogle super lækre lædertasker for ingen penge. Katrine tog også en tur til lufthavnen for at hente nogle papirer angående vores visa så vi kan få adgang til Tibet.
- Og fredag var store rejsedag. Hannah, Mariette, Karen og Kristian tog om morgenen af sted mod Kunming for derfra, for Hannahs vedkommende at tage videre til Beijing, og for de andre 3 at tage videre til Xian for at opleve Terracotta-hæren.
Julie, Kat og jeg steg på en 4 timers bustur til Shangri La hvorfra vi tager med fly til Lhasa søndag.

Hainan

Starten på eventyret
D. 30 juni startede vores eventyr. Jeg havde brugt flere uger foran computeren og aftenen sammen med Amanda for at planlægge den perfekte tur. Endelig…

Tirsdag skulle Sara undervise og jeg havde fri til at pakke. Og hold da op, jeg sad jo nærmest oven på kufferten for at få plads til det hele. Men med nød og næppe blev alt pakket og vi var klar til afrejse.

Vi tog lufthavnsbussen til Guangzhou hvorfra vores fly afgik mod Sanya (Hainan), også omtalt som Kinas Hawaii. Vi var fremme sent på aftenen og faldt trætte om i vores senge på Blue Sky Hostel, som lå næsten helt nede ved stranden.

Næste morgen nød vi lækker morgenmad på hostelet og så gik turen ellers mod stranden. Der var pokkers varmt, så det var den helt rigtige dag bare at ligge og dase og nyde livet. Og livet…. Det nød vi i fulde drag. I løbet af dagen kom der flere og flere til Øen. Amy var rejst sammen med os og Julie, Hanna, Thea, Lise og Christina stødte på hen ad vejen. 8 dejlige tøser var samlet – super hyggeligt.

Den første aften på Sanya mødtes vi med Chris, den kinesiske dreng vi mødte i Shenzhen og hans ven LK. Han skulle også holde ferie på Hainan. Vi mødtes på en restaurant, hvor vi fik lækker seafood (haj og muslinger … mums, mums). Derefter startede aftenens begivenheder….
Man kan ikke ligefrem sige at drengene havde bestilt det samme hostel som os. De boede derimod på et 5-stjernet hotel. Da vi stod ud af taxi, eller det er nok mere korrekt at sige, da tjenerne åbnede døren til vores taxa og vi steg ud, tabte vi næsten øjne og mund. Jeg følte mig lidt ilde tilpas i mine slippers og shorts.
Hotellet lå med en fantastisk udsigt ud over havet, havde swimmingpool osv. Ren luksus. I drengenes lejlighed var der whisky og boblebad på altanen. Hvad siger i så?

Rigdom - penge eller lykke?
Men i løbet af aftenen lærte vi at penge ikke er vejen til lykke, penge kan derimod ødelægge lykken. De 2 drenge fortalte hvor svært det kunne være for dem at få venner. For de vidste aldrig om folk kunne lide dem pga. af deres personlighed eller deres penge. At se det sørgmodige udtryk i deres øjne, var nok til at indstille drømmen om et live i ”high society”.
De studerede begge i udlandet og havde gjort det i flere år. De var som 16 årige sendt fra deres familier og venner til en totalt anden kultur.
Forældrene poser penge i deres uddannelser på de bedste universiteter i verden. Alt dette lyder meget fint, men hertil hører også frygten for ikke at leve op til forældrenes tårnhøje forventninger. Et pres vi aldrig i den vildeste fantasi kunne forstille os.
Eftersom vi var langt fra centrum og klokken var blevet mange kunne vi ikke få en taxa hjem og vi blev og overnattede. Da der var trængsel i sengen, endte jeg på en himmelseng ved poolen hvor den mest fantastiske stjernehimmel og lyden af havet lullede mig i søvn. Om morgenen gik Chris og jeg, imens de andre stadig snorkede om kap, ned for at spise morgenmad, og puha endnu engang var jeg helt mundlam. Jeg har aldrig i mit liv set sådan et stort morgenbord. Bare det at skulle have et glas juice krævede en beslutningen mellem 10 forskellige slags. Kokke stod klar for at lave lige hvad du ønskede. Det eneste jeg, sønderjydske tøs, for fremstammet er ”Øhh kan man få cornflaks?”. Gode gud, jeg kunne slet ikke kapere alle de valgmuligheder. Ha ha. Jeg vil tænke på det fantastiske morgenbord når jeg åbner køleskabet i slutningen af måneden og kun ser mælk nok til en portion havregrød, SÚ’en er på de sidste krampetrækninger.
Vi tog hjem om morgenen og nød endnu en dag på stranden. Det var efterhånden også blevet tid til forbrændte næser og røvbalder. AV AV. Samme aftenen tog alle 8 piger ud for at spise. Vi hyggede og snakkede og endte på en stemningsfuld bar ned ved stranden med en pina colada i hånden. Sikke en skøn dag!

Snorkling – en fantastisk dag i vandet
Næste morgen stod vi tidligt op da vi dagen forinden havde booket en dag med snorkling. Vi blev hentet ved vores hostel kl. 8 og kørte derefter 1 times tid mod en lille havn hvor en lille båd ventede. Derefter blev vi sejlet ud til en øde bugt hvor vi opholdte os hele dagen. Den fantastiske verden åbnede sig under os da vi fik maskerne på. Fisk og koraller i alle farver. Ved frokosttid havde vores guid hevet bbq-grillen frem og vi nød lækker mad på et lille klippeudspring. Det var nu helt utrolig hvad den kinamand frembragte på grillen, det var i hvert fald mad i topklasse.

Endnu et par timer gik hvor vi snorklede rundt, denne gang udstyret med et undervandskamera. Ihh hvor var det sjovt og vi fik taget en masse gode billeder;

Om aftenen spiste vi på en lækker restaurant hvor vi nød vin til live music. Senere på aftenen skilte vores veje, nogle af pigerne tog ind til barstreet, Sara var blevet lidt småsyg og valgte at tage hjem for at sparer lidt på energien. Thea, Lise, Christina og jeg købte nogle kasser øl og tog ud til drengene. Der blevet fyret op for musikken, øllene kom på bordet og vi spillede ølspil til langt ud på natten. Vi endte kl. 4 om natten nede i poolen. Den var selvfølgelig lukket, men i Kina stikker man bare vagten et par gysser og så er den klaret! Sikke en herlig aften.

Lørdag var vores sidste dag ved stranden. Vi nød den i fulde drag og spiste en god portion mad inden vi steg på bussen mod Haikou. Vi skulle nemlig flyve fra Haikou tidlig om morgenen. Haikou ligger ca. 3 timer fra Sanya - vi havde bestilt en overnatning, så vi kunne få så meget søvn som muligt.

Afsked med Sanya og stranden blev samtidig også et farvel til Thea og Amy, vores fantastiske roomies. Vi har haft det så sjovt og fantastisk sammen i de sidste 4 måneder. Det var selvfølgelig lidt vemodigt at sige farvel, men vi vidste alle det blot var ”på gensyn”. Thea bor på Sjælland og Amy i London og vores første møde er allerede arrangeret i august, hvor Amy kommer til Danmark.

Næste stop på rejsen bliver Lijiang, som ligger i Yunnanprovinsen i vestkina… Ihhh hvor vi glæder os.

Sidste uge i Sanxiang

Vores sidste uger i Sanxiang

For fjerde gang i træk var vi så heldige at få endnu en lille miniferie foræret, meeen….. vi arbejder nu også for det. Vores ekstra fridage skal arbejdes af i weekenderne, så denne gang blev det til 10 arbejdsdage i træk. De mange dage i streg kunne efterhånden godt mærkes på stemmebåndet.
Trætte var vi også, men det kom alligevel lidt bag på os at vi alle sov frem til først på eftermiddagen torsdag. Det var åbenbart tiltrængt.

Middag med Amanda og badeland i Zhuhai
Om aftenen inviterede vi Amanda (vores dejlige kinesiske veninde) ud at spise som en fødselsdagsgave da vi rejser på hendes rigtige fødselsdag. En omgang massage var også inkluderet i gaven hvilket vi alle 5 nød godt af. Pigerne der masserede os fortalte at vores kroppe ikke fungerede særlig godt her i varmen – vores blod var meget rødt og varmt (eller noget) men det skal nu nok passe. Jeg tror godt man kan sige at hele vores ”organisme” er på overarbejde da vi pa ingen måde er vandt til denne luftfugtighed hjemmefra.

Fredag tog vi 4 og Amanda bussen til Zhuhai hvor vi shoppede lækre lædertasker i et underjordisk storcenter inden vi tog i badeland. Jeps, I læste rigtigt. Det var fantastisk dejligt at kunne opholde sig i vand i denne varme – og vi prøvede alle de vilde rutsjebaner. Skøn dag som blev afsluttet med en dejlig middag på vores yndlings gade-restaurant i Sanxiang.


Harry Potter maraton
Lørdag havde vi store planer om at skulle besøge Sun Yatsen’s museum (Sun Yatsen som startede det nye Kina i 1911 og som kommer her fra området, hvilket de jo er meget stolte af). Meeen...vi kom ikke rigtig ud af sengen og det endte med at vi alle 4 holdt et Harry Potter film-maraton i sofaen. Skønt!
Søndag tog Thea til Macau med brormand Jakob og hoppede Bungy Jump, Amy og Katrine var hver især blevet inviteret ud af nogle af deres elever og jeg forsøgte at få styr på alt mit habengut så det kan være i rygsækken når vi rejser, inden jeg fik en dejlig snak med mor og far på skype.

En bid af det moderne Kina (GYS)
Søndag var jeg (Katrine) inviteret hjem til en af mine elever Christy. Det blev en dag jeg aldrig vil glemme. Jeg blev hentet på skolen i en kæmpe bil. Pigens far var opvokset på et lille landsted, som han gerne ville vise mig. Han voksede op i trange kår, men ejer i dag flere tekstilfabrikker. Han fik en bid af kagen da den økonomiske udvikling i Kina blev sat i gang. Men som han sagde, glemmer han aldrig hvordan det var at dele ét par sko og seng med sine søskende.
Men for at kunne være elev på Sanxiang School, som er en af de bedste og dyreste i provinsen skal mor og far altså have pengepungen i orden. Så jeg blev hentet i en kæmpe bil. Jeg havde en skøn dag, men samtidig kom Kinas dystre sider også frem. Inden vi trådte ind i bilen bad min elev mig om ikke at nævne hendes søskende, da der sad nogle af familiens venner i bilen. Senere mødte jeg hendes søster, men ingen i hendes landsby vidste hun var hendes søster, de troede derimod det var hendes kusine. Grunden til alt dette er selvfølgelig et-barns-politikken og forældrenes drøm om at få en dreng. Man kan betale sig til at få et barn nr. 2, men 2 piger var ikke godt nok for hendes far. Dette betød altså at da hendes mor blev gravid med hendes søster, rejste hun bort og fødte barnet og nu lever pigen i en mindre landsby med ny identitet og må ikke kalde hendes forældre mor og far.
Moderen havde dagen inden jeg mødte familien født sit 3.barn i Hong Kong. Denne gang var det blevet en søn og det var det der var vigtig for hendes far. Få en søn, som kunne fører familien videre! Virkeligheden i Kina sniger sig ind på mig og hver dag åbnes mine øjne for et samfund med mange problemer.
Christy er en utrolig dygtig elev, men dette betyder dog også at hun allerede som 15 årig føler et pres uden lige. Hun skal have de højeste karakterer for at komme i regionens bedste high school. Dette betyder at hun altid sidder med hovedet i bøgerne og sjældent har fritid. Hun blev allerede som 3-årig tvunget til at spille klaver, hvilket selvfølgelig betyder at hun i dag har et kæmpe talent og er en af skolens bedste pianister. Det lyder alt sammen fantastisk. Men da hun fortæller mig med tåre i øjnene, hvordan hun som lille pige blev tvunget til at spille i timevis uden pause og med vinduet åbent til gaden, hvor hun kunne hører de andre børn lege, stikker det i mit hjerte. Selvfølgelig er uddannelse vigtigt og som tiden går her i Kina, ved jeg også at hvis man skal have en god uddannelse, så må man kæmpe hårdt, da der er mange om buddet til universitetspladserne. Men at hører Cristy fortælle om det pres hun allerede i sin tidlige barndom blev lagt under, får mig til gyse. I den alder legede jeg med barbidukker og rendte rundt på gaden med nabobørnene og legede en-to-tre-krone!

Christy viste mig rundt i landsbyen. Hun kendte hver og en og alle hilste venligt. Christy havde advaret mig mod at nogle måske aldrig havde set en fra den vestlige verden og specielt ikke med min lyse hårfarve. Og ganske rigtig - de gamle damer tabte næsten deres strikkepinde og de unge mænd var ved at køre galt på deres cykler. Vi gik en lang tur rundt om søen og jeg kunne mærke Christy havde meget på hjertet. Og ganske rigtig.
På skolen er det ikke tilladt at have kærester, hvis man bliver opdaget bliver man bortvist! Men dette hindre dog ikke elverne i at have kærester i skjul og den dag åbnede Christy en hel ny verden for mig. Hun fortalte livligt om sine veninder og kæreste og spurgte mig meget forsigtigt hvordan tingene hang sammen med drenge. I Kina er der ikke noget der hedder seksualundervisning. Dette betyder selvfølgelig at elevernes viden om det andet køn er minimal og det er et svært emne for dem at snakke om uden at rødme fra top til tå, da det er bandlyst at nævne i offentligheden. Men det betyder sandelig ikke at interessen er mindre, spørgsmål hober sig i stedet op og deres undren giver mange forvrængede billeder.
Christy kunne ikke snakke med sine forældre og turde bestemt ikke fortælle hun havde en kæreste. I ferier og weekender mødtes de i byen, hvor forældrene troede hun var sammen med veninder. En god gammeldags løgnehistorie. Jeg spurgte hende om det generede hende at lyve, men hun rystede på hovedet og svarede; ”Det gør alle mine veninder også!
Hun tog mig senere på dagen med ind på den restaurant hvor hun og kæresten altid mødtes for at snakke og nyde hinandens selskab og kunne holde hinanden i hænderne uden at frygte at blive opdaget.
Efter en dejlige frokost, fik vi taget de berømte CHINA PICTURES. Vi havde det vildt sjovt. Her er lidt billeder fra de 2 topmodeller;

Jeg blev derefter kørt hjem. Ør i hovedet af alle de hemmeligheder jeg var blevet betroet, men lykkelig for at have taget endnu et par skridt ind i det komplekse moderne Kina.

Et evigt minde
Mandag tog vi alle i gym og efter hårde kilometer på træningscyklen blev det endnu engang tid til CHINA PICTURES for at minde vores dejlige tider i Sanxiang. Prinsesserne Thea, Amy, Katrine og Sara i Kina 2009

Afsked med Sanxin Skole
I dag siger datoen d. 25 juni – 5 dage tilbage inden vi pakker sydfrugterne og drager ud på vores rejse rundt i Kina. Det er meget underligt og vi forsøger begge at suge alt til os da vi ved det snart er forbi. Den sidste uge her er også tiden hvor vi skal tage afsked med alle vores dejlige elever, som vi jo efterhånden er kommet til at holde rigtig meget af.
Enhver kan komme og sige at, ”ihh hvor er i dygtige sådan at undervise i Kina” Men de største komplimenter kommer nu fra eleverne og deres reaktioner over at vide, at det er vores sidste time sammen denne gang. Vi har begge modtaget søde breve hvori der står at klassen/pigerne vil savne os og at vi var nogle af de bedste lærere, små gaver som armbånd eller bøger eller de seje drenge på basketball banen som stopper op for at vinke og råbe hej. For tiden afsluttes vores timer også ofte med at vi må stå og skriver autografer – jo, vi føler os som superstarsJ og går konstant rundt med et smørret smil på læben og en dejlig fornemmelse i maven, dog krydret med lidt sørgmodighed over at denne ukomplicerede hverdag snart får en ende. Glæden og spændingen over hvad vi har i vente overskygger nu alligevel at skulle tage afsked – nu skal vi ud på endnu et eventyr.
Søndag aften har vi inviteret alle de lærere, som vi har haft kontakt med til lidt afskeds-hygge i vores lejlighed. Det bliver rart at sige ordentligt farvel og få afsluttet vores ophold her på en god måde.

GOODBYE SANXIANG!