Sidste uge i Sanxiang

Vores sidste uger i Sanxiang

For fjerde gang i træk var vi så heldige at få endnu en lille miniferie foræret, meeen….. vi arbejder nu også for det. Vores ekstra fridage skal arbejdes af i weekenderne, så denne gang blev det til 10 arbejdsdage i træk. De mange dage i streg kunne efterhånden godt mærkes på stemmebåndet.
Trætte var vi også, men det kom alligevel lidt bag på os at vi alle sov frem til først på eftermiddagen torsdag. Det var åbenbart tiltrængt.

Middag med Amanda og badeland i Zhuhai
Om aftenen inviterede vi Amanda (vores dejlige kinesiske veninde) ud at spise som en fødselsdagsgave da vi rejser på hendes rigtige fødselsdag. En omgang massage var også inkluderet i gaven hvilket vi alle 5 nød godt af. Pigerne der masserede os fortalte at vores kroppe ikke fungerede særlig godt her i varmen – vores blod var meget rødt og varmt (eller noget) men det skal nu nok passe. Jeg tror godt man kan sige at hele vores ”organisme” er på overarbejde da vi pa ingen måde er vandt til denne luftfugtighed hjemmefra.

Fredag tog vi 4 og Amanda bussen til Zhuhai hvor vi shoppede lækre lædertasker i et underjordisk storcenter inden vi tog i badeland. Jeps, I læste rigtigt. Det var fantastisk dejligt at kunne opholde sig i vand i denne varme – og vi prøvede alle de vilde rutsjebaner. Skøn dag som blev afsluttet med en dejlig middag på vores yndlings gade-restaurant i Sanxiang.


Harry Potter maraton
Lørdag havde vi store planer om at skulle besøge Sun Yatsen’s museum (Sun Yatsen som startede det nye Kina i 1911 og som kommer her fra området, hvilket de jo er meget stolte af). Meeen...vi kom ikke rigtig ud af sengen og det endte med at vi alle 4 holdt et Harry Potter film-maraton i sofaen. Skønt!
Søndag tog Thea til Macau med brormand Jakob og hoppede Bungy Jump, Amy og Katrine var hver især blevet inviteret ud af nogle af deres elever og jeg forsøgte at få styr på alt mit habengut så det kan være i rygsækken når vi rejser, inden jeg fik en dejlig snak med mor og far på skype.

En bid af det moderne Kina (GYS)
Søndag var jeg (Katrine) inviteret hjem til en af mine elever Christy. Det blev en dag jeg aldrig vil glemme. Jeg blev hentet på skolen i en kæmpe bil. Pigens far var opvokset på et lille landsted, som han gerne ville vise mig. Han voksede op i trange kår, men ejer i dag flere tekstilfabrikker. Han fik en bid af kagen da den økonomiske udvikling i Kina blev sat i gang. Men som han sagde, glemmer han aldrig hvordan det var at dele ét par sko og seng med sine søskende.
Men for at kunne være elev på Sanxiang School, som er en af de bedste og dyreste i provinsen skal mor og far altså have pengepungen i orden. Så jeg blev hentet i en kæmpe bil. Jeg havde en skøn dag, men samtidig kom Kinas dystre sider også frem. Inden vi trådte ind i bilen bad min elev mig om ikke at nævne hendes søskende, da der sad nogle af familiens venner i bilen. Senere mødte jeg hendes søster, men ingen i hendes landsby vidste hun var hendes søster, de troede derimod det var hendes kusine. Grunden til alt dette er selvfølgelig et-barns-politikken og forældrenes drøm om at få en dreng. Man kan betale sig til at få et barn nr. 2, men 2 piger var ikke godt nok for hendes far. Dette betød altså at da hendes mor blev gravid med hendes søster, rejste hun bort og fødte barnet og nu lever pigen i en mindre landsby med ny identitet og må ikke kalde hendes forældre mor og far.
Moderen havde dagen inden jeg mødte familien født sit 3.barn i Hong Kong. Denne gang var det blevet en søn og det var det der var vigtig for hendes far. Få en søn, som kunne fører familien videre! Virkeligheden i Kina sniger sig ind på mig og hver dag åbnes mine øjne for et samfund med mange problemer.
Christy er en utrolig dygtig elev, men dette betyder dog også at hun allerede som 15 årig føler et pres uden lige. Hun skal have de højeste karakterer for at komme i regionens bedste high school. Dette betyder at hun altid sidder med hovedet i bøgerne og sjældent har fritid. Hun blev allerede som 3-årig tvunget til at spille klaver, hvilket selvfølgelig betyder at hun i dag har et kæmpe talent og er en af skolens bedste pianister. Det lyder alt sammen fantastisk. Men da hun fortæller mig med tåre i øjnene, hvordan hun som lille pige blev tvunget til at spille i timevis uden pause og med vinduet åbent til gaden, hvor hun kunne hører de andre børn lege, stikker det i mit hjerte. Selvfølgelig er uddannelse vigtigt og som tiden går her i Kina, ved jeg også at hvis man skal have en god uddannelse, så må man kæmpe hårdt, da der er mange om buddet til universitetspladserne. Men at hører Cristy fortælle om det pres hun allerede i sin tidlige barndom blev lagt under, får mig til gyse. I den alder legede jeg med barbidukker og rendte rundt på gaden med nabobørnene og legede en-to-tre-krone!

Christy viste mig rundt i landsbyen. Hun kendte hver og en og alle hilste venligt. Christy havde advaret mig mod at nogle måske aldrig havde set en fra den vestlige verden og specielt ikke med min lyse hårfarve. Og ganske rigtig - de gamle damer tabte næsten deres strikkepinde og de unge mænd var ved at køre galt på deres cykler. Vi gik en lang tur rundt om søen og jeg kunne mærke Christy havde meget på hjertet. Og ganske rigtig.
På skolen er det ikke tilladt at have kærester, hvis man bliver opdaget bliver man bortvist! Men dette hindre dog ikke elverne i at have kærester i skjul og den dag åbnede Christy en hel ny verden for mig. Hun fortalte livligt om sine veninder og kæreste og spurgte mig meget forsigtigt hvordan tingene hang sammen med drenge. I Kina er der ikke noget der hedder seksualundervisning. Dette betyder selvfølgelig at elevernes viden om det andet køn er minimal og det er et svært emne for dem at snakke om uden at rødme fra top til tå, da det er bandlyst at nævne i offentligheden. Men det betyder sandelig ikke at interessen er mindre, spørgsmål hober sig i stedet op og deres undren giver mange forvrængede billeder.
Christy kunne ikke snakke med sine forældre og turde bestemt ikke fortælle hun havde en kæreste. I ferier og weekender mødtes de i byen, hvor forældrene troede hun var sammen med veninder. En god gammeldags løgnehistorie. Jeg spurgte hende om det generede hende at lyve, men hun rystede på hovedet og svarede; ”Det gør alle mine veninder også!
Hun tog mig senere på dagen med ind på den restaurant hvor hun og kæresten altid mødtes for at snakke og nyde hinandens selskab og kunne holde hinanden i hænderne uden at frygte at blive opdaget.
Efter en dejlige frokost, fik vi taget de berømte CHINA PICTURES. Vi havde det vildt sjovt. Her er lidt billeder fra de 2 topmodeller;

Jeg blev derefter kørt hjem. Ør i hovedet af alle de hemmeligheder jeg var blevet betroet, men lykkelig for at have taget endnu et par skridt ind i det komplekse moderne Kina.

Et evigt minde
Mandag tog vi alle i gym og efter hårde kilometer på træningscyklen blev det endnu engang tid til CHINA PICTURES for at minde vores dejlige tider i Sanxiang. Prinsesserne Thea, Amy, Katrine og Sara i Kina 2009

Afsked med Sanxin Skole
I dag siger datoen d. 25 juni – 5 dage tilbage inden vi pakker sydfrugterne og drager ud på vores rejse rundt i Kina. Det er meget underligt og vi forsøger begge at suge alt til os da vi ved det snart er forbi. Den sidste uge her er også tiden hvor vi skal tage afsked med alle vores dejlige elever, som vi jo efterhånden er kommet til at holde rigtig meget af.
Enhver kan komme og sige at, ”ihh hvor er i dygtige sådan at undervise i Kina” Men de største komplimenter kommer nu fra eleverne og deres reaktioner over at vide, at det er vores sidste time sammen denne gang. Vi har begge modtaget søde breve hvori der står at klassen/pigerne vil savne os og at vi var nogle af de bedste lærere, små gaver som armbånd eller bøger eller de seje drenge på basketball banen som stopper op for at vinke og råbe hej. For tiden afsluttes vores timer også ofte med at vi må stå og skriver autografer – jo, vi føler os som superstarsJ og går konstant rundt med et smørret smil på læben og en dejlig fornemmelse i maven, dog krydret med lidt sørgmodighed over at denne ukomplicerede hverdag snart får en ende. Glæden og spændingen over hvad vi har i vente overskygger nu alligevel at skulle tage afsked – nu skal vi ud på endnu et eventyr.
Søndag aften har vi inviteret alle de lærere, som vi har haft kontakt med til lidt afskeds-hygge i vores lejlighed. Det bliver rart at sige ordentligt farvel og få afsluttet vores ophold her på en god måde.

GOODBYE SANXIANG!