I dag var dagen hvor kulturkasketten skulle på. Tidligt op, og af sted med metroen ind til Den Himmelske Fredsplads. –Alt der har med størrelsesorden at gøre er total overdimensioneret her i landet – men der er selvfølgelig også mennesker nok til at fylde al den plads ud, og så går det jo lige op ik? Uden at ville gentage os selv fra et tidligere indlæg, så er det vældig morsomt at blive prikket på armen af den ene smilende kineser efter den anden, der spørger om de ikke godt må få taget et billede af dem og os – og jo selvfølgelig må de det, men pudsigt at det er sjovere at tage billeder af os lyshårede skandinaver, end den kære Mao, der hænger i glas og ramme ved indgangen til den forbudte by.Det store kejserkompleks blev færdigbygget i 1421. Det indeholder 8706 rum, hvori der levede ca. 10.000 mennesker – eunukker, tjenestepiger, konkubiner osv. Det var helt fantastisk at gå og lade sig rive med af historien – de smukke bygninger og templer, de ældgamle træer og de mange kinesere der ærbødigt føler på dørhåndtag og stenskulpturer for ligesom at virkeliggøre oplevelsen ved fysisk berøring. Det var en helt fantastisk oplevelse.
Kul bjerget
I forlængelse af Den Forbudte By ligger en park, hvor kulbjerget giver mulighed for en fantastisk udsigt over byen. Vejret var perfekt, blå himmel, ingen smog, solskin og 10-12 grader. Beijing kan virke uoverskuelig når man befinder sig midt i mylderet – dejligt at få det hele set lidt på afstand og i forhold til hinanden. På kulbjerget udnyttede vi muligheden for at blive klædt i kinesiske klæder. Det var simpelthen så sjovt. Kineserne flokkes om os for at tage billeder og vi grinte og grinte. Men man kan da ikke være i Kina uden at prøve at føle som en sand kejserinde på sin trone!
Nok følte vi os som kejserinder af Riget i midten, men på kulbjerget fandt vi Kinas sande arving;
Ingen kommentarer:
Send en kommentar